Sct. Catharinæ Kirke kan rumme 99 kirkegængere - og holder to gudstjenester Kristi Himmelfartsdag

HJØRRING: Kirkernes ansatte har travlt med at gøre kirkerne klar til gudstjeneste. I næsten tre måneder har præsterne ikke holdt en almindelig gudstjeneste på grund af corona-nedlukning, men torsdag byder provstiets præster igen velkommen til gudstjeneste.

I Sct. Catharinæ Kirke er der planlagt to gudstjenester Kristi Himmelfartsdag og tre søndag.

- Vi gennemfører jo gudstjenesterne med de begrænsninger, der nu er pålagt os. Vi må være 99 i Sct. Catharinæ Kirke, når der skal synges - og det gælder i øvrigt ved både gudstjenester, begravelser og vielser, oplyser provst Thomas Reinholdt Rasmussen.

Kirkegængerne vil møde afmærkninger på bænkene, og hver anden kirkebænk vil være afspærret. Det sker for at sikre to meters afstand mellem folk.

Thomas Reinholdt Rasmussen forventer, at der vil være plads til alle fremmødte, men der bliver ikke lukket flere end 99 ind.

- Vi skal overholde reglerne, understreger han.

Der bliver også altergang under gudstjenesten - men med restriktioner. Nadvergæsternes vej til alteret bliver ensrettet og de skal benytte engangsbægre. Og præsten har handsker på.

Dørene til kirken blev efter corona-nedlukningen åbnet på vid gab mandag i denne uge.

- Der var stor søgning, og det var ret bevægende at se. Folk gik ind og ud af kirken hele dagen. Hvis man ikke var klar over det i forvejen, er det gået op for én, at kirkerummet har været savnet i byen, tilføjer Thomas Reinholdt Rasmussen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...