Den lokale kalender har sikret et overskud til Dansk Folkehjælp. Aage Møller-Pedersen har taget initiativ til Hjørring-kalenderne og har taget billederne til kalenderne i nærområdet. Her ses han med kalenderen i selskab med Jette Videnkjær fra Dansk Folkehjælp. Foto: Hans Ravn

Aage Møller-Pedersen kunne skænke 2150 kroner fra salg af Hjørring-kalender

HJØRRING: Aage Møller-Pedersen, indehaver af Amp Foto, har skænket 2150 kroner til Dansk Folkehjælp. Og pengene kommer familier i Hjørring til gavn og glæde.
Jette Videnkjær fra Dansk Folkehjælp modtog pengene i genbrugsbutikken i Bispensgade forleden.
Aage Møller-Pedersen har fået pengene ind via salg af Hjørring-kalenderen 2019, der indeholder smukke billeder fra Hjørring og omegn. 30 kroner er gået til Dansk Folkehjælp for hver kalender, der er solgt i forsalg inden 1. oktober. Frem over kan Aage Møller-Pedersens lokale kalender købes i Betty Mogens Boghandel i Strømgade, og indsamlingen til Dansk Folkehjælp er nu afsluttet.
- Pengene går til dårligt stillede i Hjørring - vi har en gruppe enlige med børn på overførselsindkomst. Dem støtter vi året igennem med udflugter, arrangementer, ferier og julehjælp. Så der er nok at bruge pengene på. Og desværre bliver der flere og flere i denne gruppe, siger Jette Videnkjær.
Aage Møller-Pedersen læste i Vendelbo Posten om Dansk Folkehjælps udflugt til Jesperhus Blomsterpark.
- Jeg tænkte, at pengene fra kalendersalget kunne være en god hjælp at give til julegaver.
Sidste år blev børneafdelingen på sygehuset i Hjørring betænkt med afkast fra salg af julekalenderen.
- Det er et flot initiativ, og vi blev meget overraskede, siger Jette Videnkjær.
- Jeg er glad for, at så mange har støttet os.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...