Ernest Petersen og Yvonne Hansen er klar til fællessang i caféen

HJØRRING: Café Venligbo er søndag 1. december klar til en musikalsk, julesjov eftermiddag.

- Vi tør godt satse på at gentage en succes. Sidste år til vores fællessang i december, stod Ernest Petersen for at få os i rette julestemning med kendte og mindre kendte julesange i en ny og sjov indpakning. Ernest kommer denne gang sammen med Yvonne Hansen fra Hirtshals, som blandt andet er kendt fra netop Hirtshalsrevyen, sommerspillene i Sct. Knuds Kilde og rigtig mange optræden og forestillinger med bl.a. Ernest Petersen, lyder det fra arrangørerne.

- Sidste år var det, sjovt, hyggeligt og ikke mindst fornøjeligt og med sådan et par livsglade ”musikanter”, kan vi vist nok love succesen bliver gentaget i år.

- Kom og vær med til at byde julemåneden velkommen, lyder opfordringen.

- Udenfor vores café i Østergade 9, Hjørring er julelysene tændt og indenfor er der lunt og dejligt, og vi har som sædvanlig kaffe/te på kanden. Tag gerne en eller flere med, som du synes også skal have oplevelsen af at synge julesange på en lidt anderledes måde.

- Vi garanterer, du nok skal komme i tidlig julestemning.

Cafeen holder åben fra kl. 14 til 17, og fællessangen starter klokken 15 og fortsætter god times tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...