Samarbejde mellem flere parter kaster julefest for ca. 100 personer af sig

HJØRRING: De har et fælles mål om at gøre julen lidt festligere for voksne og børn i Hjørring, der ikke har de samme økonomiske muligheder for at fejre jul og måske heller ikke så stort et netværk.

- Det er en tanke, jeg har haft i flere år, og nu skal det være, siger Hans Andersen fra Sct Olai Logen, der er ejer Restaurant Svanelunden.

Da han snakkede med de to restauratører i restauranten, Costin Cernica og Rune Thomsen, var de også straks med på ideen og resultatet er nu, at der bliver holdt stor julefest med det hele for godt 100 mennesker i restauranten 21. december.

- Jeg har været med som frivillig hjælper ved et lignende arrangement i Århus for nogle år siden. Det var en fantastisk aften med en utrolig god stemning. fortæller den ene af bestyrerne i Svanelunden, Rune Thomsen.

En halv snes forretninger og virksomheder var hurtige til at love sponsorering af mad, vin, knas og gaver til julefesten, og Dansk Folkehjælp stod for kontakten, til de mennesker det handler om.

- Vi har kontakt til cirka 100 familier, der har det svært økonomisk og hvor højtider som julen kan være svære at komme igennem. Trods økonomisk opsving bliver den gruppe ikke mindre, fastslår Jette Videnkjær fra Dansk Folkehjælp i Hjørring.

Hun fortæller, at der var stor glæde over invitationen til arrangementet og julefesten er nu booket fuldt op med 36 voksne og 68 børn. Derudover er der også inviteret ti ældre fra Dansk Folkehjælps senior-netværk.

Der er lagt op til en julefest med alt hvad dertil hører. Juletræet vil et par dage i forvejen blive pyntet af børn fra SFO´en på Hjørring Private Realskole, og pianist Ernest Pedersen har lovet at komme og spille til julesalmer- og sange i løbet af aftenen. Der bliver også arbejdet på at arrangere et luciaoptog.

- Vi laver maden af de råvarer, der er blevet sponsoreret. Det bliver traditionel julemiddag, fortæller Rune Thomsen, der håber, at restauranten er i gang med at skabe en tradition, der kan vende tilbage i årene fremover.

Sct Olai Logen stiller også med frivillige hjælpere til alt det praktiske i forbindelse med julefesten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...