Klassisk juledrama på Vendelbohus fyldt med nye effekter, trylleri og gimmicks

HJØRRING: Hjørring Sommerspil spreder grin og god julestemning med den stort opsatte børneforestilling Jul på Slottet. Forestillingen har premiere 15. november og spiller i alt seks gange frem til og med 25. november.

Jul på Slottet er en børneforestilling med masser af juleri, smuk scenografi, fine kostumer, trylleri og gode grin - også til det voksne publikum, lover instruktør Benjamin W. Lannerö.

Jul På Slottet viste DR i 1986 som julekalender. Og forestillingen på Vendelbohus byder på gensyn med blandt mange andre prinsesse Miamaja, prins Valentin og slottets nisser - far Magnum, mor Trisse og deres søn Fimpe - der i sommerspillets version er forvandlet til en pige-nisse i højt gear. Lige som troldmanden fra tv-serien er forvandlet til en troldkvinde i Hjørring-versionen.

Publikum kan se frem til et møde med den klassiske julekalender tilsat et nutidigt tvist.

- Fortællingen er selvfølgelig komprimeret i forhold til tv-serien, og jeg har som instruktør puttet en masse nye effekter, tryllerier og gimmicks ind, fortæller Benjamin.

- Der bliver rigtig meget at grine af.

- Det er en børneforestilling, der ikke kun er til børn. Der er også en masse jokes til de voksne.

Kort fortalt handler historien om en konge, der - for at sikre freden i et lille kongerige - enten må betale sin egen vægt i guld til nabolandet Montania eller lade sin smukke datter, prinsesse Miamaja, ægte med prinsen af Montania. Dette skal ske inden jul, og da kongen ikke kan finde nogen løsning på problemet, afskaffer han julen. Der er brug for mirakler, hvis det hele skal ende lykkeligt. Heldigvis er juletid også miraklernes tid.

Undervejs i historien forsøger slottets nisser at hjælpe slottets beboere og sprede julestemning på slottet.

Benjamin W. Lannerö tilføjer, at forestillingen favner og omfavner alle.

- Det er jo jul, og der er plads til alle. Selv skurken er med, når der bliver fejret jul til sidst, smiler han.

Benjamin W. Lannerö har spillet teater siden han var otte år, og har drevet egen teatervirksomhed i ti år. Han stod første gang på scenen i Hjørring Sommerspil til forestillingen Ronja Røverdatter. Og han har nydt rollen som instruktør for teamet i årets juleforestilling.

- Der er blevet grinet rigtig mange gange under prøverne. Og det vil smitte af på publikum.

- Skuespillerne i Hjørring Sommerspil er Nordjyllands dygtigste amatørskuespillere - de er et niveau over andre, siger Benjamin.

En snes skuespillere er på scenen i årets forestilling, og musikere, scenefolk i kulisserne og teknikere er med til at løfte det store teaterprojekt.

I september begyndte prøverne, og lige nu er slutspurten sat ind til premieren. Benjamin var fredag travlt optaget på Vendelbohus, hvor scenografien var i fokus. Han klarede i øvrigt udfordringerne sammen med sin kun otte måneder gamle søn, Emanuel.

- Skuespillerne har deres spil på plads, og det vi skal bruge den sidste tid på er sceneskift, lys og lyd - og få det hele koblet sammen med musikken. Det er her man kan mærke, at teateret rykker. Det skal være ”det bedste” hver aften, og vi går og finpudser nu for at sikre, at det sker. Teateret er så dejligt levende at arbejde med.

Bente Hyttel er forestillingens koreograf og Bjarke Langkjær er kapelmester.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...