Lønstrup Bio fylder 100 år og 14. juli åbner dørene til en udstilling med filmplakater af Aage Lundvald

HJØRRING: Tegneren Aage Lundvald lavede over tusind plakater til danske og udenlandske film. Westerns, action- og eventyrfilm, Morten Korch, Min søsters børn og Olsen Banden.
I forbindelse med Lønstrup Bio’s 100 års jubilæum, udstilles et lille udsnit af hans mesterlige udkast til filmplakater, frisk malet på karton. Det er privatejede skitser, som Lønstrup Café-Bio helt eksklusivt har fået mulighed for at udstille i den gamle biografsal.
Lundvald var en dreven illustrator, og skitserne ligner på kort afstand de færdige plakater, som skulle trække publikum i biografen. Der er drama, damer og knald på farverne, hvad enten det er komedier eller spændingsfilm.
Der er også mulighed for at nyde en forfriskning på biografens solrige terrasse, og se de originale udkast til Frk. Kirkemus, De tre musketerer, Red River, Luftens hårde halse, Festlige feriedage, Gud skabte kvinden, Blue Hawaii, Majorens oppasser, Grevinden fra Hong Kong, Midt i en jazztid og fyrre andre skitser fra dansk films store tegner.
Udstillingen er åben fra lørdag 14. juli klokken 13 til 30. august.
Der er skiftende åbningstider, og der er mulighed for at ringe til Den blå Café og få oplysninger om tiderne - tlf. 22810144.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...