Årets program bliver præsenteret med festivitas

TVERSTED: Lørdag 30. juni holder Tversted Jazzy Days det årlige Program Release Party i Bådhuset ved nedkørslen til stranden.
Da løfter jazzfestivalen sløret for alle de arrangementer og koncerter, der er på programmet under jazzfestivalen i uge 42.
- Uden at afsløre noget på forhånd, kan vi afsløre at det igen bliver et vanvittigt program med en blanding af de bedste danske jazzmusikere og i år nogle helt fantastiske amerikanske navne, siger Jazzy Days formand, Niels Ole Sørensen.
Grillen bliver tændt, så der kan købes pølser samt fadøl og vin.
Traditionen tro spiller formand Niels Ole Sørensen op til party med sin trio Organic 3 med Uffe Steen på guitar og Esben Bach på trommer og formanden på sit Hammond B3 - orgel.
Gæst i år er en af årets to Ben Webster prismodtagere, saxofonisten Jan Harbeck, oprindelig fra Aalborg nu bosiddende i København. Et meget respekteret navn inden for dansk jazz.
Alle er velkomne.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...