Arkitekt Niels Pallesen tog imod gæsterne på Vendsyssel Historiske Museum

HJØRRING: Da arkitekt Niels Bendsen, efter mange år som medarbejder på Vendsyssel Historiske Museum, i 2007 begyndte en registrering af gårdmalere og gårdmalerier i region Nordjylland, stødte han på gårdmaleren Christian Peter Pallesen. Gårdmaleren var født i Tårs i 1880, men flyttede 1896 til Hjørring.

Peter havde en meget turbulent ungdom med tre fængselsdomme og et selvmordsforsøg mellem 1898 og 1903. I 1905 blev Peter udlagt som barnefader til Dagny Christiane Jakobsen. Der kom efterhånden mere styr på livet og i 1906 mødte han sin senere kone Karen Marie Brinkmann.

De fik i 1907 datteren Ulla Petra Petrine og i 1912 sønnen Herluf Tony. Peter var allerede i 1903 begyndt at male og dette blev han ved med indtil han og Karen i 1944 flyttede til København, hvor Ulla boede. Peter flyttede efter at Karen i 1958 var død ind hos Ulla i Herlev, hvor han boede til sin død i 1971. Ulla havde været gift flere gange og havde nu sin sidste mands efternavn Due. Ulla havde fra dette ægteskab datteren Irene Ulla født 1943.

- For at få mere at vide om Peters liv, efter han havde forladt Hjørring, gik jagten ind på at finde Irene, fortæller Niels Bendsen.

Ad snørklede omveje blev det oplyst, at hun som ganske ung havde mødt en amerikaner og var rejst med ham til Amerika. En efterlysning i 2011 blev lagt på internettet, på slægtsforskersiden DIS-Forum.

- Fem timer senere svarede en svensker ved navn Knud Avo Pehrson med adressen på Irene Mackay i Houston, Texas. Ved et foredrag et års tid senere på museet om maleren Christian Peter Pallesen, var der blandt tilhørerne en hel del efterkommere efter Peters ”uægte” barn Dagny. Da de hørte om Irene i Amerika, var de meget interesserede i at få en kontakt med denne ukendte slægtning.

Niels Bendsen medvirkede til en kontakt, som stadig er intakt og nu kommer Irene og hendes mand til Vendsyssel for at se nogle af bedstefaderens malerier på museet og for at møde nogle personer fra den ”nye” familie i Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...