Klaus Højgaard Laursen reciterer og dramatiserer tekster fra Bibelen

HJØRRING: Lørdag 13. april om eftermiddagen inviterer Indre Mission ind i Vendsyssel Teater i Hjørring. Her kan man gratis opleve Klaus Højgaard Laursen, der under overskriften ”Påskebudskabet” reciterer og dramatiserer tekster fra Bibelen.

Siden 2011 har Klaus Højgaard Laursen reciteret og dramatiseret bibelens tekster ved flere hundrede arrangementer i Danmark, på Færøerne og i Israel. Mange mennesker er vant til at læse teksterne eller hører dem læst op i kirken. Med ”Bibelen Live” - som Klaus kalder det - bliver teksten gjort levende på en anderledes måde for både den erfarne bibellæser og for den der sjældent selv har læst i Bibelen.

Ved hjælp af sin stemme, mimik, og sit kropssprog formidler Klaus nu det levende ord.

Bibelen Live bliver brugt i mange sammenhænge - blandt andet til sogneaftner, gudstjenester og konfirmandundervisning. Missionshuse, frikirker og skoler er også blevet besøgt. Nogle gange har scenen for et arrangement været gågaden eller torvet i en by. Og på lørdag kan Klaus så opleves gratis i Vendsyssel teater.

Der vil desuden blive mulighed for at lytte til musikindslag fra Thomas Abildgård, samt Guitar og solosang ved Andreas Fibiger.

Der er lagt op til en anderledes måde at høre påskebudskabet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...