LØKKEN: ’Når Hænderne Synger’ er titlen på Ib Grønbechs nye kunstudstilling, hvor den kendte nordjyske musiker fremviser en ny privat side af sig selv. Udstillingen kan ses på Børglum Kloster, Børglum Klostervej 255, 9760 Vrå frem til den 20. oktober.

Det smukkeste sommervejr dannede rammer om ferniseringen på udstillingen, som blev åbnet af Hans Henning Rottbøll. Derefter tog selskabet vandringen igennem den store udendørs kunstudstilling, hvor kunstneren fortalte om sine værker.

Ved siden af sin musiske karriere er Ib Grønbech en særdeles flittig og ihærdig stenhugger. Det er en passion, han tidligere har dyrket i det private, men nu fremvises Grønbechs værker i den nye udstilling på det historiske Børglum Kloster.

På Ib Grønbechs nye udstilling vil man kunne opleve 26 værker i stenskulptur og drivtømmerkunst.

Udstillingens værker er, som noget helt nyt på Børglum kloster, ikke begrænset til en enkelt udstillingssal. ’Når hænderne synger’ er en udstilling som er opsat i området omkring klosteret, hvor man tager på en kunstnerisk vandring i værkerne.

Kunstneren har selv nøje udvalgt placeringerne, hvor kunstværkerne hører bedst hjemme i klosterets udendørsområde. Man vil også kunne opleve værker indendørs på 1. sal i herregårdshestestalden, hvor de udstilles side om side med Bayeuxtapetet.

Ib Grønbech er født i 1955 i Løkken. Han har i mange år arbejdet med musik – både som studiemusiker, men også i form af sin solo-karriere, der rigtig tog fart i 1985 med udgivelsen af debutalbummet ”Så går tiden med det”, som solgte i mere end 25.000 eksemplarer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...