Vær med til fødselsdagskaffebord og koncert, når Vrå Højskole den 7. november fejrer, at det er 175 år siden, at den første højskole blev oprettet

VRÅ: I 1844 blev den første danske højskole dannet i Rødding i Sønderjylland. Skolen blev åbnet af Christian Flor med stærk inspiration fra Grundtvig, og herefter gik det stærkt. I 1849 kom Uldum til, siden Ryslinge, Vallekilde, Testrup, Askov og i 1872 Vrå Højskole.

Højskolebevægelsens fødsel markeres over det ganske land den 7. november. Og i Vrå er der koncert og fødselsdagskagebord fra 19:30.

- Vi glæder os til at fejre højskolebevægelsens fødselsdag, og vi håber, at vi kommer til at se mange af vores tidligere elever, kursister og venner af huset, siger højskoleforstander Pia Schnoor.

Vrå disker - ud over fødselsdagskagebordet- op med et koncertforedrag om ham, der var med til at starte det hele.

- Grundtvig er den bedst repræsenterede digter i højskolesangbogen, og hans sange og salmer er med overalt i livet. De synges ved højtider, fester og møder. Og de handler om menneskers liv, tro, håb og kærlighed. De handler om naturen, historien og samfundet, så derfor skal de selvfølgelig være med til vores fødselsdag, forklarer Pia Schnoor, der har hyret Søren Alstrup, der er tidligere musiklærer på højskolen og Jens Vinther, der tilsammen giver et ”Jazz’n’Grundtvig” koncertforedrag.

Koncertforedraget indbyder til fællessang og musikalske øjeblikke, hvor man som tilhører kan læne sig tilbage og lade musik og improvisationer stemme sindet, mens ordet lever videre i musikkens tonesprog.

Søren Alstrup og Jens Vinther udsætter Grundtvig for to klaverer. Det, duoen kalder for ”dobbelt-jazzklaver”. De to pianister er begge rundet af den folkelige oplysning. Søren Alstrup er uddannet cand.phil. i Musik. Han er lektor på pædagoguddannelsen, musiker og har i mange år virket som højskolelærer i blandt andet Vrå. Jesper Vinther er uddannet folkeskolelærer og cand.pæd. i Musik. Han har i en årrække været lektor i musik og sidenhen rektor på læreruddannelsen. Han virker i dag som chef på et University College for læreruddannelsen.

Kom og vær med til at fejre fødselsdagen. Der er fri entré, og tilmelding er ikke nødvendig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...