AVV oplyser, at cirka 1300 ton madaffald er blevet sendt til bioforgasning i stedet for til forbrænding

HJØRRING: Den nye affaldssortering i Hjørring Kommune har nu været i gang i fire måneder. Siden oktober har hjørringenserne sorteret plast & metal samt papir og madaffald fra i de nye containere, og det går rigtig godt, lyder meldingen fra AVV.

Cirka 1300 ton madaffald er blevet sendt til bioforgasning i stedet for til forbrænding. Det betyder, at biogasanlæg kan omdanne de mange ton mad til brændstof til biler og gødning til markerne. Også mange plasticposer, dunke, bøtter, konservesdåser og øldåser er det blevet til i Hjørring – i alt 283 ton plast & metal er samlet ind siden starten. Plast & metal-affaldet køres til Reno Nord i Aalborg, hvor et anlæg sorterer affaldet yderligere op til genanvendelse. 728 ton papir og aviser er sendt til genanvendelse og kan nu genopstå som nye aviser, toiletpapir og lignende.

Bedre og bedre

AVV holder styr på mængderne af affald, der lander i de nye skraldespande. Her kan man se, at alle nye vaner kræver tilvænning. Mængderne stiger støt for hver måned, og hver familie i Hjørring afleverer nu omkring 9 kg affald om ugen. Heraf går ca. 45 procent til genanvendelse, og det er et meget flot tal. Målet er nemlig, at Hjørring Kommune inden 2022 skal kunne genanvende minimum 50 procent af husholdningsaffaldet.

- Alt tyder altså på, at vi når målet længe før tid, lyder det fra AVV

Kvaliteten af affaldet kigger AVV også på, og her er et par gode råd til, hvad du kan være opmærksom på derhjemme:

- Batterier og elektronik hører ikke hjemme i skraldespanden til plast & metal. Selvom batterier er af metal, er de også giftige og skal i den røde miljøkasse – eller afleveres på genbrugspladsen.

- Stor plasticsække må heller ikke komme i plast & metal – de kan nemlig sætte sig fast i både skraldespanden ved tømning og i anlægget, hvor plasten sorteres. Store plasticsække afleveres på genbrugspladsen.

- Måske samler du plast & metal ind i en pose i køkkenet, men husk at tømme posen ud i containeren, så affaldet ligger løst. Ellers kan anlægget ikke sortere affaldet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...