Thomas Grøn Bendixen fra Hjørring Skytteforening har forsvaret de danske farver

HJØRRING: Hjørringskytte Thomas Grøn Bendixen fra Hjørring Skytteforening er udtaget til juniorlandshold og er netop hjemkommet fra England, hvor han sammen med 5 andre skytter har forsvaret de danske farver i årets Bisley Cup.

De 6 skytter fordeler sig på 3 drenge og 3 piger.

Bisley Cup er skydning og hygge med skytter fra andre lande, men tag ikke fejl – skydeprogrammet kræver koncentration og præcision.

Torsdag den 8. august var der international match, en landskamp med 60 skud liggende på 50 meter og med skydning på markeringsanlæg. Dagen sluttede med medaljeoverrækkelse og en banket for skytterne.

Lørdag formiddag blev der skudt 3 x 20 skud på 50 meter og 3 x 20 skud på 100 yards. En skydning på en speciel engelsk papskive, som vi ikke anvender i Danmark.

Lørdag eftermiddag blev første del af Double English Match skudt – en match som blev afsluttet søndag.

Programmet indeholdt en fridag for landsholdskytterne, idet fredag var afsat til en sightseeing i London og lørdag aften var holdet ude og spise med efterfølgende bowling med det engelske skolelandshold. Det var svært på forhånd at sige, hvordan kampen mellem de enkelte skytter ville være, da skytterne ikke kender modstanderne og deres niveau. Generelt er der et højt niveau, da det er de bedste skytter som kvalificerer sig til at komme på juniorlandsholdet. Hertil kommer, at de forhold og de regler der skydes under til Bisley Cup ikke er identiske med de regler og forhold vi har i Danmark, så de danske skytter har ikke kunne forberede sig optimalt inden turen til England.

Ukendte forhold og andre skyderegler satte ikke en stopper for skytten fra Hjørring Skytteforening. Allerede fredag skød Thomas Grøn Bendixen sig til en sølvmedalje. Den individuelle medalje kom i hus efter en imponerende flot finale. Sammen med de øvrige to drenge sikrede Thomas sig også en bronzemedalje i holdkampen.

Pigerne tog også medaljer hjem, så de unge skytter repræsenterede de danske farver forbilledligt. Søndag sluttede med en landskamp mod et udvalgt engelsk hold – igen med andre skydetider og tekniske forskelle. Skydningen har været fysisk krævende, bl.a. blev der lørdag skudt 180 gældende skud pr. skytte – hvilket er mere end 3 gange over det som skydes på en turneringsdag i Danmark. Den udendørs skydning har til tider været både en blæsende og våd omgang, men skytterne har holdt humøret højt også da trætheden meldte sig søndag på turneringens sidste dag. Det gode humør og sammenhold blandt skytterne kom til at stå sin prøve, da det fly som holdet skulle hjem med blev aflyst og turen derved blev forlænget med en dag, men alle er nu hjemme igen og Thomas må udskifte skydestilling med skolebænken, idet han i gang med STX på Skolevangen i Hjørring. Et er sikkert – fremtiden byder på mange flere eventyr for den dygtige unge skytte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...