Hovedmålet med en ny ungestrategi er, at alle unge skal have job og uddannelse

HJØRRING: Alle unge skal have job og uddannelse. Det er hovedmålet i den ungestrategi, som Hjørring Byråd vedtog onsdag aften. Samtidig garanterer virksomhederne i Ungestrategien, at de vil hjælpe alle unge, der henvender sig, til at komme videre imod en uddannelse og et job.

Hjørring Kommune sendte efter beslutningen i byrådet følgende pressemeddelse ud via Rizau:

Danmark har på trods af højkonjukturen fået en national udfordring med høj ungdomsarbejdsløshed og voksende psykisk mistrivsel blandt unge. Den kedelige landstendens har virksomheder, skoler og kommunale forvaltninger i Hjørring kommune besluttet sig for at bryde

Alle unge skal have en drøm om ”mit gode liv” og opnå de relevante kompetencer for at kunne realisere den del af drømmen, der handler om job og uddannelse.

Det er hovedmålet i den ungestrategi, som Hjørring Byråd her til aften har vedtaget. Samtidig garanterer virksomhederne i Ungestrategien, at de vil hjælpe alle unge, der henvender sig til at komme i uddannelse eller job.

De seneste seks måneder har virksomheder, skolebestyrelser, uddannelsesinstitutioner og foreningslivet været inddraget i at lave Ungestrategien i et tæt samarbejde med Hjørring Kommune.

- Vi kan kun komme i mål, hvis vi er sammen om opgaven. Derfor er det vigtigt, at alle der er i kontakt med børn og unge har været med til at slå stregerne i strategien. Ligesom de også er med til at gøre Ungestrategien til virkelighed. Alle unge skal komme et godt sted hen og opleve, at de kan bidrage og være en del af fællesskabet, siger formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget, Mai-Britt Beith (S) i pressemeddelelsen fra Hjørring Kommune.

23 virksomheder har været sparringsgruppe, og syv virksomheder har som skrivende spydspids bla. forfattet det strategiske mål om en gensidigt forpligtende ungegaranti.

Til efteråret er det målet, at 50 virksomheder er blevet Ungegaranti-partnere og dermed forpligter sig til konkrete aktiviteter i Ungegarantien.

•Ungestrategien omfatter alle børn og unge fra BH.klasse til de fylder 30 år

•Perspektivet og omdrejningspunktet er den enkelte unge og målet om ”det gode liv”

•Obligatorisk erhvervspraktik for 9. klasse

•25 timers obligatorisk undervisning om året i emnet ”Uddannelse og Job” fra børnehaveklasse til 9. klasse – i konkret samspil med virksomhederne

•Individuel uddannelsesvejledning til alle – også uddannelsesparate unge, som vil blive udfordret på deres uddannelsesvalg.

•Hjørring Kommune investerer 75 millioner kroner i indsatserne i Ungestrategien de kommende 4 år.

Strategien er født i et tæt politisk parløb mellem Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget og Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget fra opstarten af den nye byrådsperiode. Det brede politiske samarbejde er afgørende for ambitionsniveauet og den økonomiske prioritering af en meget langsigtet strategi.

- Det handler også om både dannelse og uddannelse. Om at hjælpe vores unge til at blive afklaret på deres drøm om ”det gode liv” og hvad der er næste skridt for at komme nærmere den enkelte unges positive destination. Vi ønsker, at de unge bliver i stand til at træffe bevidste og kompetente valg, siger Thomas Klimek (S), formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget i pressemeddelelsen fra kommunen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...