Kamp mod Lystrup endte 3-3 - nu venter en gyser i næste runde

HJØRRING: Hjørring Futsal Klub spillede 3-3 mod Lystrup Futsal i Liga Vest. Og der venter nu spillerne en gyser i næste runde, når de møder Sønderborg, der med en sejr kan stjæle førstepladsen.

- Det var langt fra kedeligt, da vi fredag aften hentede et point i Lystrup, lyder det fra Danny Røgind.

- Med det ene point fastholder vi vores status som ubesejret, men SUB Sønderborg Inter kan med en sejr i næste weekends topkamp stjæle førstepladsen, da indbyrdes kampe tæller før målscorer.

- Vi vidste på forhånd, at der ventede os en svær kamp i en hal, som vi ikke før har hentet point fra, og mod et topmotiveret hjemmehold, der ville revanchere 7-1 nederlaget i Park Vendia og samtidig kæmpede for 2. pladsen, der giver hjemmebane i kvartfinalen.

Kampreferatet fra klubben lyder som følger:

Kampen var kun 45 sekunder gammel, da Lystrup Futsal viste tænder første gang. Et sjusket boldtab sendte Mike Vestergård afsted i kontra og med et brag sparkede han bolden i kassen ved fjerneste stolpe.

Det var lidt af en mavepuster og i takt med, at spillet ikke rigtig ville fungere og de tekniske fejl hobede sig op, kom frustrationerne i spil.

Efter 5 minutter trak Ruben Winther et gult kort på en klar nødbremse og kun få sekunder efter var det tæt på, at blive til gult nummer to, efter en lidt dum eftertackling efter et boldtab. Dommerne holdt heldigvis kortene i lommen og det blev meget vigtigt, for cirka halvvejs i 1. halvleg var det netop Ruben, der efter en meget flot solotur, satte 2-3 Lystrup spillere af og spillede Oliver Helledie Isaksen helt fri foran mål, der nemt kunne udligne til 1-1.

Herefter vendte spillet, og vi fik momentum, hvilket førte til flere gode muligheder og den største faldt efter en solotur fra Arfan Habibi, men Lystrup fik i flere omgange reddet bolden på stregen.

Bedst som vi følte os tæt på et føringsmål, så slog hjemmeholdet til. Ligesom ved første mål var det et boldtab, der sendte en kontra afsted og endnu en flot afslutning mod fjerneste stolpe, gjorde det til 2-1 for Lystrup.

Igen og igen viste Lystrup, at de har nogle meget hurtige og driblestærke spillere, som vi havde svært ved, at holde styr på.

Trods muligheder i begge ender, forblev det ved 2-1 ved pausen.

2. halvleg startede meget kaotisk og vi kom rigtig skidt i gang. Der var blot spillet 3 minutter, da vi blev noteret for vores 4. fejl og det blev for alvor tydeligt, at hjemmeholdet forsøgte, at fremprovokere yderlige fejl, så de kunne få chancen på akkumuleret frispark.

Den 4. fejl virkede dog til, at vække vores drenge, for herefter begyndte de at spille futsal igen og istedet var det pludselig hjemmeholdet, der blev tildelt fejl og de nåede også op på 5 før, at dommerne under stor mystik pludselig tilkendte os en 5. fejl, længe efter, at den skulle være blevet begået.

2. halvleg bølgede frem og tilbage og Lystrups keeper spillede måske sæsonens bedste kamp, da han i 2. halvleg hev den ene store redning op efter den anden, til stor frustration for os.

Vores høje pres gav Lystrup lidt for mange kontrachancer, men André Christiansen holdt os inde i kampen med flere vigtige redninger og uskarpheden hos Lystrups offensive folk, var vi heller ikke kede af.

Få minutter før tid skete så det, der syntes uundgåeligt. Dommerne dømte den 6. fejl på os, og det gav Lystrup Futsal en gylden mulighed og den omsatte de sikkert til 3-1.

Herefter blev der satset fuldt ud, og vi tog målmanden ud og spillede med 5 spillere i marken. Det var tæt på, at koste i flere omgange, da Lystrup flere gange kunne sparke mod tomt mål.

Med 1½ minut tilbage gav satsningen udbytte, da Casper Knudsen tæt under mål fulgte op på en retur fra Arfan Habibi.

Det tændte for alvor op under kampen og det frigav lidt ekstra energi hos vores drenge mod et Lystrup hold, der løb rundt med meget tunge ben.

Lystrup nåede knap, at give bolden op før, at et højt tryk pressede dem helt tilbage, men dommerne valgte at dømme frispark på en tackling fra Rasmus Prangsgaard og så fik hjemmeholdet endnu et akkumuleret frispark.

Denne gang pillede André Christiansen bolden, og 10 sekunder efter lå bolden i målet i den anden ende. Den hurtige igangsætning fangede Lystrup på hælene, og det udnyttede Rasmus Prangsgaard og Arfan Habibi, da Arfan viste fremragende overblik og fandt Rasmus ved bageste stolpe.

3-3 og kampen var dermed vendt helt på hovedet med 2 scoringer på 30 sekunder.

Med få sekunder tilbage var Rasmus Prangsgaard tæt på, at fuldende et vanvittigt comeback, men hans afslutning gik akkurat forbi mål og dermed endte det med pointdeling efter en vanvittig afslutning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...