Købmand Riis Gaard, der rummer restaurant og vinhandel, er udbudt til salg - ejendommen må blandt andet indrettes til bolig

HJØRRING: Købmand Riis Gaard i Nørregade er sat til salg til 2,895.000 kroner. Bygningen huser blandt andet restaurant, vinbar samt vindhandel.

Lotte Johansen og Bo Uder drev med succes Restaurant Hereford House i 15 år i den historiske, smukke bygning. I 2018 renoverede de førstesalen og bød gæsterne velkommen i Hjørrings første vinbar og i en helt nyistandsatte restaurant med nyt koncept. Men nu søger parret nye udfordringer, fremgår det af et facebook-opslag. Og Købmand Riis Gaard er sat til salg med inventar.

Ejendomsmæglerfirmaet Thomas Risager har den historiske ejendom til salg og herfra lyder det blandt andet:

”Med en central og fordelagtig beliggenhed lige midt i det gamle Hjørring finder I denne charmerende og mulighedsfyldte projektejendom, som både er godkendt til beboelse og erhverv. På nuværende tidspunkt drives der en restaurant, som I kan vælge at videreføre. I kan også i stedet starte jeres egen virksomhed eller indrette hele herligheden eller dele af den som bolig - kun fantasien sætter grænser for de mange muligheder, der findes her.”

Bindingsværksejendommen er fra 1793, og den er fredet, og huset er renoveret med respekt for huset stil og sjæl. I 2018 blev køkkenet på førstesalen istandsat, og der er indrettet en vinhandel i stueetagen. Samme år blev hele restauranten malet i neutrale farver, varmepumpen er udskiftet, og der er investeret i nye, tidssvarende kundetoiletter.

Bag hovedbygningen gemmer der sig et hyggeligt gårdhavemiljø.

Ejendomsmægler Thomas Risager har udbudt ejendommen til salg som ”projektejendom”:

- Det er jo en fredet ejendom, der er med til at kendetegne Hjørring. I dag er der restaurant på stedet, men der kunne også indrettes en rigtig spændende by-bolig på adressen. Huset kunne eventuelt opdeles i et par lejligheder. Muligheden for at kombinere privat bolig og erhverv er der også. Og vil man drive restaurant på, kan man jo bare tænde for kontakten og gå i gang, tilføjer Thomas Risager.

Thomas Risager tilføjer, at et salg af den historiske ejendom handler om få åbnet potentielle kunders øjne for nye muligheder. Nemlig at huset kan rumme andet end en restaurant.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...