Hjørring-elever genopliver historier i det nordjyske

HJØRRING: For en stund blev det sædvanlige skoleskema og klasselokale byttet ud med detektivarbejde, da 8.A fra Bagterpskolen indtog Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring. Anledningen var projektet Historiedetektiverne, der kombinerer professionelt museumsarbejde og medieundervisning.

Historiedetektiverne er et formidlingsprojekt, der henover efteråret er løbet af stablen på 12 nordjyske statsanerkendte museer. De drivende kræfter bag projektet er KulturarvNord og TV2 Nord, og formålet har med initiativet været at genoplive historier fra Nordjylland.

Den overordnede ramme for Historiedetektiverne er en konkurrence om at lave den bedste, sjoveste, mest fængende og kreative videoformidling af nordjysk kulturarv på tre minutter. Afsættet for elevernes detektivarbejde på Vendsyssel Kunstmuseum stod museumsinspektør og formidlingsansvarlig Kathrine Hejborg Kristensen for. Eleverne fik således en grundig introduktion til museets historie, arkitektur og ikke mindst de talrige fortællinger og anekdoter, der gemmer sig i de udstillede kunstværker.

Herefter var det op til eleverne selv at beslutte hvilket emnefelt, de ville kaste sig over i deres projektarbejde. Den tilegnede viden skulle slutteligt omsættes til kortfilm, og til det formål blev eleverne trænet af professionelle journalister og fotografer ved TV2 Nords Skoletjeneste.

- Som professionel formidler har det har været overordentligt lærerigt og inspirerende at følge med på sidelinjen og mærke den gejst og dedikation, som eleverne har smittet hinanden med undervejs i forløbet. Eleverne valgte at beskæftige sig med vidt forskellige emner, men er alle gået op i projektet med liv og sjæl. Barren har fra starten været sat meget højt, og der har i 8.A været en klar målsætning om at hive sejren hjem, siger Kathrine Hejborg Kristensen, museumsinspektør og formidlingsansvarlig ved Vendsyssel Kunstmuseum.

Tiden op til deadline blev da også udnyttet maksimalt af 8. A fra Bagterpskolen, idet man fra skolens side havde indvilget i at sige god for en fælles overnatning på skolen, så eleverne kunne få det optimale ud af de allersidste (natte-)timer.

Mandag den 10. december 2018 offentliggøres projektets tre finalister på TV2 Nords facebookside til afstemning, og indtil søndag den 16. december 2018 har enhver således mulighed for at påvirke konkurrencens endelige udfald. Først herefter bliver alle formidlingsvideoer offentligt tilgængelige. Første-, anden- og tredjepladsen belønnes med præmier fra Coolshop, restaurantkæden Bone’s, Nordisk Film Biografer og Aalborg Klatrepark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...