Vendsyssel FF skriver trainee/ungdomskontrakt med Mads Sylvan Jensen fra HI

HJØRRING: Landets nordligste divisionsklub, Vendsyssel FF, mærker allerede lidt af gevinsten ved det talentarbejde, der blev påbegyndt i sommer. Det lokale målmandstalent, Mads Sylvan Jensen, bliver udstyret med en trainee/ungdomskontrakt, og kommer til at træne med 1. holdet i det omfang, det passer med hans uddannelse.

- Vi er rigtig glade og stolte over, at vi allerede nu kan høste lidt af gevinsten ved vores talentsatsning, vi begyndte i sommer. Mads er et produkt af Hjørring IF (HI)’s gode arbejde, og vi glæder os til at få ham ind i folden og udvikle ham yderligere. Mads kommer til at indgå i et målmandsteam med Peter Friis Jensen og Nicolai Flø, og i dem har han et par gode læremestre, der er gode til at lære fra sig, og vi har allerede kunne se, han har rykket sig i den periode, han har trænet med os, siger klubbens sportsdirektør og tilføjer:

- Vi søsatte et ambitiøst talentudviklingsprogram i samarbejde med vores moderklub HI i sommer, og vores forhåbning var, at vi på sigt kunne udvikle spillere, der kunne blive en del af vores 1. holdstrup. At vi allerede kan skrive en trainee/ungdomskontrakt med den første spiller fra talenttruppen viser, at grundstenen for talentarbejdet var af høj kvalitet, og vi fortsætter arbejdet og håber, Mads Sylvan blot er den første af flere spillere, der forhåbentligt tager springet op, siger han.

- Det er rigtig fedt at få en trainee-kontrakt med Vendsyssel FF, og jeg er stolt over at være den første fra talenttruppen, der får en kontrakt. Det viser, at klubben tror på mig. Nu handler det bare om, at fortsætte det gode arbejde og vise, at det er fortjent, jeg at have fået den kontrakt, siger Mads Sylvan Jensen.

Spillerfakta:

Navn: Mads Sylvan Jensen

Fødselsdato: 9. maj 2001

Nationalitet: Dansk

Position: Målmand

Tidl. klubber: Hjørring IF

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...