Hjørring Idrætsforening har fået tildelt en DBU-stjerne i talentsystemet

HJØRRING: Fodboldbanerne ligger lige nu øde hen i Coronaens skygge, men når hundredvis af unge drenge igen løber rundt på Hjørring Idrætsforenings græs på Landlyst, så kan de være sikre på, at de får den bedste udvikling af deres talent i hele Vendsyssel.

Det mener Dansk Boldspil Union (DBU), som netop har tildelt HI en stjerne i talentsystemet for danske fodboldklubber.

- Det er meget, meget svært at få tildelt en stjerne hos DBU. Vi er derfor rigtig glade. Det er et skulderklap til de dygtige trænere, som er i HI, og som bruger mange timer hver uge på at levere den bedste træning for drengene, siger ungdomsformand i HI, Bo Jeppesen.

Der er ikke andre klubber nord for Limfjorden, hvis talentarbejde er blevet belønnet med en stjerne. I hele Nordjylland er det udover HI kun AaB, Hobro og Thisted, der er blevet belønnet med stjerner. På landsplan 47, hvor FC Nordsjælland scorer maksimum med 5 stjerner.

- Vi har et godt samarbejde Vendsyssel FF (VFF) om talentudviklingen, blandt andet med en talenttrup, der træner hver uge i VFF regi. Det vil begge parter gerne udvikle endnu mere, hvis vi på længere sigt på samme måde som FC Nordsjælland kan opfostre talenter til at blive professionelle i VFF, siger Bo Jeppesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...