Ungdomsforeningen Nemizis udfører alskens arbejde. Det lærer de unge at tage ansvar og skaber nye venskaber. Foreningen fylder 10 år, og er lige flyttet i nye lokaler i Hjørring

HJØRRING: De kan lige akkurat høres i mørket, inden de kan ses.

En flok unge drenge, der står udenfor deres nye lokaler på GV Spindlersvej 4 lige bag A-Z i Hjørring.

Klokken er lidt i otte en ganske almindelig hverdagsaften, og klubhuset åbner lige straks.

Ungdomsforeningen Nemizis kan fejre 10 års jubilæum, og er samtidig for nylig flyttet ind i nye og større lokaler.

De inviterer hjerteligt journalist og fotograf ind i det, der tidligere var en træskofabrik.

- Vi er næsten lige blevet færdige med at renovere det hele, og har nu 370 kvadratmeter at boltre os på. Før var der 160, fortæller stifter af foreningen Kim Colditz.

Jakob Frey Ahrentzen og Henrik Bo
Der er masser af plads og tid til hygge også. Foto: Henrik Bo

- Køkkenet er som nyt, og vi har fået plads til alle vores ting ude her bagved, supplerer en af de unge, mens han viser os forbi en stor sofagruppe og et poolbord.

Bagved er et stort rum med en allé af hylder, hvor foreningens mange ting ligger. For eksempel den julepynt, som inden længe vil pryde Hjørrings gader.

Ingen øvre aldersgrænse

Der er i skrivende stund 60 medlemmer i den jubilerende forening. Cirka 45 drenge og 15 piger.

De er i alderen fra 16 år og opefter, og i princippet er der ingen øvre aldersgrænser. Skønt Kim er alderspræsident og vist 20 år ældre end den næstældste. Men han har et meget ungdommeligt sind, som en af drengene grinende påpeger. Kim er midt i fyrrene.

Jakob Frey Ahrentzen og Henrik Bo
Kim Colditz stiftede foreningen for 10 år siden. En forening hvis formål blandt andet er at styrke medlemmerne og lære dem at tage ansvar. Foto: Henrik Bo

Men hvad er Nemizis egentlig for en størrelse?

Vi lader omkring 15 af de unge forklare i et gruppe-interview, mens vi sidder mageligt henslængt i den store sofa.

- Det er et sted, hvor man let kan få mange nye venner. Her kommer mange forskellige, men her er plads til alle, og man falder hurtigt ind i flokken, lyder det hurtigt.

En rap replik fra en stående dreng om, at det da var heldigt for vedkommende ryger gennem luften.

Der grines.

- Vi snakker pænt til hinanden, det er vigtigt. Men der skal også være plads til drillerier og lidt værkstedshumor. Ellers bliver det for kedeligt, lyder det reflekterende.

- Og så slipper man jo for at sidde derhjemme og trille tommelfingre. Jeg vil gerne hjælpe til, og så giver det penge i klubkassen. Det udvider også ens kompetencer. Du får ansvar, og lærer at arbejde sammen, lyder det videre.

Klubjobs

Arbejde og ansvar - det er altså ikke blot en hygge-klub det her.

En stor del af at være med i Nemizis er nemlig at udføre det, de selv kalder klubjobs.

Jakob Frey Ahrentzen og Henrik Bo
En del af at være med i Nemizis er at udføre klubjob. Det kræver planlægning og koordinering. Foto: Henrik Bo

Det spænder bredt. Alt lige fra at hjælpe med at tømme skoler og plejehjem, som skal rives ned, til at stå for julelyset i byen. Være en del af det store naturmøde i Hirtshals, lave Hjørring Live og være kontrollører til Vendsyssel FFs kampe. Og være en del af Dana Cup. Og meget mere - dækkende over udførelse af forefaldende arbejde for den offentlige og private sektor i Hjørring Kommune.

Det giver penge i klubkassen, og de penge bliver så brugt til at lave aktiviteter for medlemmerne.

De er således forholdsvis ofte ude at spise, bowle, køre gokart eller skyde paintball.

- Eller en weekend med LAN-party, som vi lige har holdt, eller pigerne, som holder en tøseaften. Det kan være mange ting, fortæller Kim Colditz, som hurtigt giver ordet tilbage til de unge i sofaen.

Det gode sammenhold

Klubhuset er åbent hver eneste dag ugen rundt, 364 dage om året fra 20-23 - juleaften er undtaget.

- En af os har vagt hver dag og sørger for, at klubben er åben. Mange kommer i klubben mellem tre og fem gange på ugentlig basis, og de spænder vidt. Der er både studerende, og nogle i arbejde. Det kan være alt lige fra it til håndværkere, forklarer aftenens vagthavende.

Jakob Frey Ahrentzen og Henrik Bo
En flok af de unge fortæller i et gruppe-interview om ungdomsforeningen, mens vi sidder mageligt henslængt i den store sofa. Foto: Henrik Bo

Journalisten vil vide, hvorfor han bruger så stor en del af sin fritid her.

Svaret kommer praktisk talt i kor:

- Det er noget med det gode sammenhold, vi har. Et klubjob kan sagtens være 12 timers arbejde sammen. Så kan man selvfølgelig godt være træt bagefter, men det er altid fedt.

- Og brænder du nok for det, så får du også hurtigt ansvar for et klubjob, påpeger sidemanden.

- Og så får man jo gode venner. Da en skulle flytte privat, så stod der lige pludselig en flok fra klubben klar til at hjælpe, supplerer en tredje.

Lærer at tage ansvar

Det koster 200 kroner om året at være medlem, og der er 30 dages gratis prøvetid.

- Det vi gerne vil med denne forening, er blandt andet at styrke medlemmerne og lære dem at tage ansvar - ikke blot for sig selv, men også for andre. Samt at styrke frivilligt arbejde generelt og hjælpe andre klubber med diverse gøremål, forklarer Kim Colditz.

Herunder vil foreningen gerne fungere som et socialt samvirke for de af medlemmerne, som måtte have problemer i dagligdagen.

De fleste medlemmer bor i Hjørring, men der er også medlemmer fra oplandsbyerne.

- Jeg hørte selv om foreningen, da nogle venner fortalte, det var fedt. Så prøvede jeg, og så kørte bussen. Eller hvis der er brug for ekstra hænder, så spørges der i venneflokken, og på den måde kan man høre om Nemizis, fortæller en af drengene i sofaen.

Der er plads til flere i foreningen, og man vil hjertens gerne byde flere velkommen.

- Vi får et godt forhold til dem, vi arbejder for. Og får foræret en masse ting fra nær og fjern. Jeg hører altid ude i byen, at drengene er så søde og høflige, runder Kim af, ikke uden stolthed i stemmen.

Coronaen gør, at selve fejringen af 10 års fødselsdagen er udskudt til næste år.

Jakob Frey Ahrentzen og Henrik Bo
Juleudsmykningen skal snart ud og gøre byen lidt ekstra festlig. Foto: Henrik Bo
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...