Hjørring Krolf Klub inviterer til åbent hus på plænen bag Dana Cup Sportscenter

HJØRRING: Der er hygge, spænding, frisk luft, motion og god stemning, når medlemmerne i Hjørring Krolf Klub går på banen hver tirsdag og torsdag formiddag på plænen bag Dana Cup Sportscenter.

Krolf er en blanding af golf og kroket, og sporten kræver både hårde slag, når kuglerne skal afsted til næste hul samt præcision, når der skal puttes ved hullerne. Der bliver ført regnskab, for det gælder om at vinde - men ikke mindst er målet for spillerne at få gode timer i gode krolf-kammeraters lag. Og mellem kampene bliver der da også tid til en kop kaffe, et rundstykke og en god snak.

Hjørring Krolf Klub inviterer til åbent hus 4. juni mellem klokken 10 og 15, og her er der mulighed for at prøver kræfter med sporten og hilse på klubbens medlemmer.

Klubben råder over tre baner, og medlemmerne følger rutineret pilene rundt på plænen. Et af de udfordrende huller er placeret på en skråning, og her får flere spillerne med mellemrum noteret maksimum score - nemlig ti. Og i krolf gælder det selvfølgelig om at klarer hullerne på så få slag som muligt.

Venskabelige drillerier, anerkendende ord og gode grin præger spillet - og så er der krammere, når en spiller sender en modstanders kugle i hul.

- Jeg er en ældre mand på 84 år, og jeg skal have lidt luft. Så er glad for at komme her - især hvis de opfører sig ordentligt, siger Lynge Jensen med glimt i øjet.

- Det er sådan nogle søde mennesker.

Holdene sættes fra gang til gang, og på den måde undgår man klikedannelser. Denne torsdag dyster Susan Sørensen, Hanne Pedersen, Lynge Jensen og Nina Petersen mod hinanden.

- Alle kan deltage. Selv spillere med rollator kan være med, fortæller de.

Klubbens ældste medlem er Mogens Østergaard 87 år og klarer spillet i fin stil.

- Det går fint på hjemmebane, siger Mogens, der nyder at komme ud og få frisk luft.

- Man skal have noget at gå til.

Spillet foregår i rask tempo hen over banerne, men pulsen når ikke de store højder.

- Det får vi kun, når vi slår et dårligt slag, griner Susan Sørensen og giver en af medspillerne en såkaldt havelåge efter fem slag.

Susan Sørensen er 68 år, og hun begyndte at spille krolf på opfordring fra andre krolfspillere.

- Jeg havde været enke i tre-fire år og murede mig inde. Jeg blev opfordret til at være med til krolf. Jeg prøvede - og så var jeg bare hooked. Og jeg er faktisk blevet god til det, smiler Susan Sørensen.

Klubbens medlemmer kan deltage i turneringer og stævner og få deres fightergen plejet, men også her er samværet med modstanderen vigtigt for spillerne.

Om vintern fra november til april kan spillerne trække inden døre i Fiberhallen, men de mest hårdføre spiller ude året rundt.

Dana Cup Sportscenter lægger bane til og er vært for spillerne med kaffe - og som payback hjælper spillerne til ved Dana Cup som frokostvagter, maler terrasse og maler hytter.

Hjørring Krolf Klub skal i øvrigt være vært for DM i Krolf til september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...