Aprilfestivalen fylder hele Hjørring Kommune med flere hundrede gratis teateroplevelser for hele familien

HJØRRING: Hjørring kan vente en lille invasion af internationale gæster fra mange forskellige lande til Aprilfestivalen 31. marts til 7. april. Gæsterne kommer for at se dansk scenekunst for børn og unge og for at netværke.

Delegerede fra hele verden tager til en række toneangivende festivaler rundt om i verden, og Aprilfestivalen er én af dem - blandt andet fordi den er den største af sin art.

- De internationale gæster kommer for at samle inspiration og for at netværke med danske og andre internationale branchefolk, fortæller Louis Valente, der er ansvarlig for det internationale arbejde på Aprilfestivalen. I år kommer der blandt andet en delegation fra China Welfare Institute for at stifte bekendtskab med dansk børnekultur. Alle har endnu ikke tilmeldt sig, men vi regner med, at vi kommer op på over 100 internationale delegerede fra over 25 forskellige lande, oplyser Louis Valente, der fortsætter:

- Festivalen bygger ligeledes langvarige internationale partnerskaber med institutioner verden over blandt andet i form af praktikophold. I år modtager vi således praktikanter fra USA, Kina og Brasilien.

To franske gæstespil

De internationale gæstespil, som begge kan opleves på Vendsyssel Teater, er omhyggeligt udvalgt af Aprilfestivalen og Teatercentrum og skal dels vise det lokale publikum eksempler på, hvad den aktuelle scenekunst for børn og unge kan i udlandet, og dels tjene som inspiration for de mange danske og andre internationale teater- og fagfolk på festivalen.

Vélo Théâtre er legendarisk indenfor sin genre, og på Aprilfestivalen kan dette kompagni opleves med sin stemningsskabende teater-installation med den finurlige titel ”Frøen på bunden af brønden tror himlen er rund”, hvor publikum får lov til selv at gå på opdagelse i scenografien under forestillingen.

Collectif Aïe Aïe Aïe – ligeledes fra Frankrig – kommer med deres objektforestilling ”Mit dådyr og min kanin”, hvis sceneudtryk appellerer bredt til både børn og voksne. Teatrets forestillinger er efterspurgt i hele verden, og kompagniet iler videre til blandt andet Rusland og Sydafrika, lige efter at det har spillet i Hjørring.

I forbindelse med teaterfestivalen kastes over 25.000 billetter i grams. Alle billetter er helt gratis og kan fra 25. marts bestilles online på www.aprilfestival.dk, hvor det samlede program for festivalens mange forestillinger kan studeres fra starten af marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...