Jesper Overgaard Andersen vil sikre en rigtig god start for headspace i Hjørring.

HJØRRING: Det Sociale Netværk/headspace Danmark har ansat Jesper Overgaard Andersen, 38, som centerchef i det kommende headspacecenter i Hjørring.

Jesper, der er uddannet socialrådgiver fra Aalborg Universitet, får som sin første opgave at opbygge headspace Hjørring med ansatte og frivillige, og derefter at stå for driften af centrets daglige arbejde med de psykisk sårbare unge i Hjørring.

- Vi er glade for at have ansat Jesper som centerchef, og vi håber, at han med sin erfaring med børn og unge og sit lokalkendskab vil kunne få headspace Hjørring til at spille den samme vigtige rolle for de unge i byen, som headspace har i de andre byer landet over. Vi ser også frem til et frugtbart og positivt samarbejde med Hjørring Kommune fremover,” siger Trine Hammershøy, direktør, Det Sociale Netværk/headspace Danmark.

Jesper kommer fra en stilling som forstander for Opholdsstedet Godthåb, der er et opholdssted for unge mellem 10 og 18 år, og har i årene inden da arbejdet som mentor og jobcoach for udsatte unge.

- Hos headspace ser jeg optimale muligheder for at gøre en afgørende forskel for de sårbare unge – og ikke mindst sikre en rigtig god start for headspace i Hjørring. Mit mål er at sikre, at headspace får en stærk base og løbende udvikler og tilpasser sig i forhold til de unges behov samt de lokale udfordringer og muligheder.

- Det gælder særligt det praktiske, rekruttering – og ikke mindst etablering og fastholdelse af et tæt samspil med samarbejdspartnere, siger Jesper Overgaard Andersen i en pressemeddelelse.

Det Sociale Netværk/headspace Danmark har eksisteret siden 2009 og skabt en lang række initiativer, der primært hjælper børn og unge, psykisk sårbare og pårørende. Bl.a. initiativet headspace, som findes i 18 forskellige byer med uforpligtende og gratis rådgivning til børn og unge. Hjørring er den seneste by til at få et headspace center.

Hvis du skulle være interesseret i at blive frivillig i headspace Hjørring, så kontakt Jesper på mobil 25722773 eller email: joa@headspace.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...