Golfklubben er hjulpet på vej af sponsorer - fond har skænket nye borde og stole

HJØRRING: Golf Caféen er blevet kraftig opgraderet. Spisestedet, som både benyttes af gæster udefra og klubbens medlemmer, har fået spritnye borde, stole og serveringsdisk, og spiseområde har fået en omfattende makeover. Spar Nord Fonden har hjulpet projektet godt på vej med 25.000 kroner.

Jens Bardino driver Golf Caféen sammen med Pernille Berthelsen, og parret har nu åbnet cafeen til deres fjerde sæson.

De nåede lige at åbne for de nye øl-haner, inden landet lukket på grund af corona-krisen. Nu er caféen igen åbnet, og Pernille og Jens står klar til at servere både mad og drikke for kunderne.

- Og nu kan vi endelig vise folk det færdige resultat, siger Jens og tilføjer, at den nye bar blev lavet i januar.

Hele øvelsen har kostet en investering på cirka 100.000 kroner.

- Vores medlemmer er jo glade for ændringerne. De synes, det ser fantastisk godt ud. Og så er det praktisk i brug, tilføjer golfmanager Preben Nielsen.

- Det her har kun været muligt, fordi vi har fået hjælp fra Spar Nord Fonden til møblerne.

Formuecenterchef Brian Thomasberg fra Spar Nord var forbi klubben, og han var imponeret over resultatet.

- Det er virkelig blevet flot, sagde han anerkendende.

Fornyelsen kommer ikke alene klubbens 1000 medlemmer til glæde. Alle gæster er velkommen til at kigge inden for i cafeen og drikke en øl, en kop kaffe eller nyde mad fra husets køkken. Og det var netop medvirkende årsag til, at fonden lagde støttekroner i projektet.

- Det er jo let for folk fra byen at køre herud og nyde mad og en kop kaffe, tilføjer Preben Nielsen.

Han glæder sig også over, at vejen til golfklubben er blevet asfalteret, og at klubben er lige nu i fuld gang med at ombygge foyeren, så der åbnes mere mellem kontor og Proshoppen.

- Der kommer en disk op ved kontoret, så vi kan se, når folk kommer ind. Vi skal være klar til at tage imod gæsterne. Gæsterne skal føle sig velkommen, understreger Preben Nielsen.

De seneste projekter i klubben er også løftet med sponsorhjælp fra Fjordbak Byg, Malermester Martin Poulsen og Glaseksperten. Og der er flere nye projekter på vej i golfklubben, forsikrer Preben Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...