Fortuna håber på rigtig mange tilskuere på stadion lørdag middag til årets sidste kamp

HJØRRING: Jagten på Sydbank Kvindepokalen er for alvor gået ind. Det betyder, at Fortuna lørdag kl. 12, når det går løs mod VSK Århus i kvartfinalen på Nord Energi Arena, er sat op til en ekstra indsats.

Efter seneste lørdag at have erobret ligaens førsteplads er motivationen stor, når det drejer sig om at finde vejen til generobring af pokalen.

- Vi har sikret os ligaens førsteplads efter sæsonens første halvdel, men vores arbejde er ikke slut endnu, siger cheftræner Carrie Kveton.

- Pigerne har endnu en kamp i benene, og de er helt klar til denne, årets sidste kamp oven i købet en hjemmekamp mod VSK Århus. Der kommer fuld fokus på kampen, pigerne vil arbejde hårdt, og så skal der lægges en god taktik. Det er nødvendigt for at nedlægge VSK, Jeg er sikker på, at pigerne vil vokse med opgaven.

- Vi viste forsvarsvilje og kampgejst mod Brøndby. Det sker også mod VSK, når pigerne kender betydningen af denne kamp, så de er 100 pct. klar over, hvad det gælder og hvad foråret byder.

Hos Fortuna håber man på, at der kommer rigtig mange tilskuere på Nord Energi Arena lørdag middag, så holdet får en fortjent opbakning til årets sidste kamp.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...