StartUp Club Hjørring er et nyt tilbud til iværksættere

HJØRRING: Der skal fortsat være et attraktivt regionalt tilbud til de nordjyske iværksættere, der står overfor at starte egen virksomhed. Det var alle nordjyske erhvervsaktører enige om, da det regionale og EU-støttede program NewBizz udløb med udgangen af 2018.

Alle erhvervskontorer i regionen yder ligesom Hjørring ErhvervsCenter sparring og vejledning til de nordjyske iværksættere, men man ønsker også fremover at have et ekstra tilbud til iværksættere, som er ens på tværs af kommunerne.

De 11 nordjyske erhvervskontorer og Erhvervshus Nordjylland står derfor sammen om det nye initiativ StartUp Club, som er udviklet af Nordjyske Erhvervschefers Samarbejdsgruppe og Erhvervshus Nordjylland i samarbejde med private rådgivere.

- Det har været vigtigt for os, at vi kunne lykkes med at have et nyt og fælles iværksættertilbud i hele region Nordjylland, nu hvor EU-midlerne til det hidtidige NewBizz-tilbud udløb. Det er en stor styrke, at vi i Nordjylland endnu engang har vist, at vi kan samarbejde i vores region, mener Bo Geertsen, direktør Hjørring ErhvervsCenter.

En effektvurdering af de tidligere nordjyske iværksætterindsatser viser, at rådgivningsindsatsen har medført 15 procentpoint højere overlevelse og gennemsnitlig 0,8 yderligere skabte jobs pr iværksætter, der har været i et professionelt forløb.

I det nye tilbud er der lyttet til iværksætternes og rådgivernes ønsker ud fra de tidligere iværksætterprogrammer.

- Vi har haft fokus på, at det nye tilbud er smidigt og med mindre bureaukrati. Samtidig vil der være en bedre opfølgning på den enkelte iværksætter og deres udvikling, fordi det har iværksætterne ønsket, forklarer Tonny Thorup, der er formand for NES.

Hjørring ErhvervsCenter tilbyder gratis, indledende vejledning og sparring til iværksættere, der har potentialer til fuldtids etablering af virksomhed.

Via StartUp Club kan nye iværksættere herefter for et mindre beløb få adgang til to timers rådgivning hos tre forskellige private rådgivere - eksempelvis advokat, revisor og markedsføringsbureauer.

Det nye initiativ er udviklet i samarbejde med private rådgivere, som giver udtryk for, at de fortsat gerne vil bidrage til at få de nordjyske iværksættere godt fra start.

- Iværksætterindsatsen i Hjørring kommune har altid været båret af et godt samarbejde mellem Hjørring ErhvervsCenter og de private rådgivere. Det er vigtigt for os alle, at vi trækker på fælles hammel for at sikre etablering af og vækst i nye virksomheder ved at give vores iværksættere den bedst mulige start, siger Bo Geertsen.

Hjørring ErhvervsCenter vil som vanligt også tilbyde forskellige arrangementer, kursustilbud m.v. for iværksættere.

Fakta om StartUp Club

Et særligt tilbud udarbejdet af de 11 nordjyske erhvervskontorer og Erhvervshus Nordjylland for nye iværksættere i Nordjylland. Iværksætteren får vejledning og sparring hos det lokale erhvervskontor om sin forretningsplan. Erhvervskontoret hjælper samtidig videre i StartUp Club, hvor iværksættere for et mindre beløb har mulighed for at få to timers rådgivning hos tre forskellige private rådgivere, som iværksætteren måtte ønske; fx advokat, revisor, markedsføringsbureau osv. Iværksætteren kan vælge mellem de mange private rådgivere, som har takket ja til at være en del af StartUp Club.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...