Rasmus Bjerg skabte en fest på scenen med John Mogensens hit

HJØRRING: Koncertarrangør Bent Anker Christiansen kunne torsdag aften notere endnu en succes, da han fristede med hakkebøffer og John Mogensens hit i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing.

Menuen inden koncerten var ikke tilfældig valgt. Hakkebøf med bløde løg var ifølge koncertarrangøren John Mogensens livret. Og aftenen var netop en hyldest til den danske sanger, der har leveret en perlerække af ørehængere gennem sit musikalske liv.

John Mogensen, som døde i 1977, fik en genopstandelse med Ole Bornedals film ”Så længe jeg lever” med Rasmus Bjerg i hovedrollen. Siden da har Rasmus Bjerg ved flere lejligheder optrådt med John Mogensen sange.

Og Rasmus Bjerg og band leverede et top energisk og festligt hyldestshow til John Mogensen i Sæsing - selvfølgelig med Så længe jeg lever, Der er noget galt i Danmark og Fut i Fejemøget på aftenens repertoire.

Og publikum var med på en fest. De sang og skrålede med under vejs. Og ganske vist have alle en stol at sidde på, men mange af gæsterne kunne slet ikke blive siddende, når bandet og Rasmus Bjerg gav den gas med de kendte Mogens-hit.

- Det var et suverænt show. De leverede virkelig varen og folk var så glade, fortæller Bent Anker Christiansen.

Scenen var rykket frem i salen til John-koncerten, og der var hermed plads til 430 gæster - og der var fuldt hus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...