En stor flok frivillige arbejder lige nu gratis på byens store, fælles projekt - en multihal. Byggeriet skal stå klar i april

TÅRS: Længe inden Tårs kan slår dørene op til byens nye Multihal, kan man få masser af motion bag murene - og tilmed helt gratis.

Vægge skal pudses, isolering skal skæres til og sættes op og troltex-plader skal monteres. Og fingersnilde, lokale frivillige i stort tal giver gerne en hånd med. Folkene møder næppe for motionens skyld, men de knokler for fællesskabet, for deres børn og børnebørn og for at sikre, at Tårs fortsat er et attraktivt sted at bo.

De mange frivillige mandetimer er med til at holde omkostningerne på byggeriet nede, omend det beløber sig til 16,5 mio. kroner. Og foreløbig holder både økonomi og tidsplan. Hallen skal åbne den første weekend i april, hvor der er erhvervsmesse - og sidste weekend i april skal samlingslokalet stå klar til konfirmation.

- Og det når vi, forsikrer halinspektør Bjarne Holmberg og tømrermester og bestyrelsesmedlem Jakob Jeppesen fra JHJ Byg, der koordinerer projektet.

Byggeriet er omfattende og kræver nøje styring og planlægning, og det kræver tid.

- Jeg har fem børn, der benytter faciliteterne flere gange om ugen - og så er man nødt til at give noget igen, siger Jakob, der understreger, at byggeriet kun er muligt med en samlet holdindsats.

- Bjarne koordinerer alle de frivillige, og jeg har ansvar for det praktiske med materialer, opmåling, bestillinger og indhentning af priser. Vi har delt helt projektet til de frivillige op i 25 mindre delopgaver, forklarer Jakob Jeppsen.

De frivillige er også delt op på hold med hver en arbejdsleder - typisk en håndværker - der fordeler dagens opgaver.

Frivillige i kø

Foreningen Taarshallen står bag byggeprojektet. Håndværkere har bygget selve råhuset, og en murer udfører flisearbejdet i omklædningsrummet. Håndværkere er også hyret ind til der opgaver, der kræver autorisation som eksempelvis el og VVS.

- Al indretning står frivillige for, siger Bjarne Holmberg.

- I budgettet har vi anslået, at det frivillige arbejde udgør en halv mio. kroner - men jeg tror vi kommer langt over det beløb, hvis alle de frivillige skulle have en timeløn, tilføjer Bjarne Holmberg.

De frivillige rykkede ind først i december.

- Og vi blev positivt overraskede. Folk stod nærmest i kø og ville gerne i gang, tilføjer Bjarne Holmberg.

Siden de frivillige rykkede ind, har der været aktivitet i den nye hal fra sen morgen til hen på aftenen - inklusiv weekender.

Et hold friske pensionister har arbejdet fra 9 til 12 i hallen med at beklæde hallen med troltex-plader.

- Det var folk, der egentlig ikke havde så meget tilknytning til hallen. Men nu er de klar til flere opgaver.

De hjælper gerne

Forhenværende murer Erik Jespersen kan stadig sit fag, og han har - assisteret af forhenværende varmemester Preben Larsen fra halbestyrelsen - pudset den store væg i forhallen.

- Jeg er kommet i hallen siden 1973, jeg er pensionist nu og kan godt lige hjælpe lidt til, sagde Erik Jespersen, der i øvrigt har været kollega med Preben i Nordjyllands Boligselskab.

- Jeg tror, det bliver virkelig flot, når det bliver færdigt, tilføjer Erik Jespersen.

- Og tænk alle de frivillige timer, der bliver lagt her.

Tømrer Ole Kristiansen svinger rutineret værktøj og træplader på første sal, hvor han bygger lokalet til Sparekassen Vendsyssels filial.

- Jeg har jo interesse i hallen, og det er hyggeligt at gå sammen med den her flok - de er jo her fra byen, sagde Ole Kristiansen med et nik ud i det store rum.

Søren Jakobsen var fredag på byggepladsen for første gang, og han forventer at lægge flere timer på stedet. Han arbejder på en Mærsk-boreplatform, og er hjemme i Tårs fire uger i træk. Han børn på 7, 12 og 15 år, der benytter faciliteterne, og han lægger gerne frivillig arbejdskraft i det lokale projekt.

- Jeg er her som arbejdsmand, og jeg er dybt afhængig af, at arbejdslederne - der er håndværkere - gider at være formænd, sagde Søren Jakobsen, der var i gang med at isolere vægge.

- Det er hyggeligt at gå sammen med gutterne her - helt sikkert. Vi skal jo ikke holde en akkord.

- Og så er der nok også en lille bette smule nordjysk trods i mig. Jeg synes ikke, at Hjørring Kommune har behandlet Tårs særlig godt i forhold til at få hallen moderniseret og planerne om at lukke svømmehallen.

En gammel drøm

Helt tilbage i 1980 har byen snakket om hal nummer 2 - eller rettere multihallen.

- Nu er den her lige pludselig. Og så vil folk godt stå sammen om projektet og give et nap med, konstaterede Bjarne Holmberg med et tilfreds smil.

Hallen i Tårs er blevet et samlingssted - ikke mindst for byens børn og unge, der bruger hallen som det lokale hæng-ud-sted.

- De må gerne være her - også selvom vi ikke er her. Det tror jeg en del forældre sætter pris på, og derfor vil de gerne være med til at give en skalle med byggeriet.

Der er lokalt indsamlet 1,1 mio. kroner til projektet, og målet er, at ti procent af den samlede udgift skal være områdets eget bidrag.

Den nye hal er bygget med det mål at samle idrætsforeningens aktiviteter under et tag. Den nye hal vil give byens gymnaster og springgymnaster perfekte faciliteter med blandt andet springgrav. Multihallen er også egnet til badminton, volley og tennis, og har mål til en såkaldt total-håndboldbane, der er lidt kortere end en almindelig håndboldbane.

I tilknytning til hallen bliver der værksted, hvor byens borgere for eksempel kan samles om træarbejde eller blomsterbinding.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...