Hos Højhus i Metropol har drejet nøglen

HJØRRING: Frisørsalonen "Hos Højhus" i Metropol ShoppingCenter blev erklæret konkurs 14. juni ved skifteretten i Hjørring.
Kurator på konkursboet er advokat Christopher Bering fra Leoni Advokater. Han oplyser, at man nu forsøger at realiserer aktiverne og afventer at modtage information om, hvem der har krav i boet.
Han tilføjer, at indehavere af gavekort må betragte dem som tabt.
På firmaets facebookside skriver indehaver Rikke Højhus til kunderne:
"Jeg er så frygtelig ked af at sige farvel til jer, vi har kæmpet med alle midler for at bevare vores hjertebarn, men til sidst måtte vi desværre lade slaget gå sin gang. Jeg vil gerne undskylde til jer, som har haft og har tider, jeg kan desværre ikke hjælpe jer mere."
Hun henviser eventuelle spørgsmål til advokat Christopher Bering.
"Men vigtigst af alt vil jeg gerne sige tusind tak for alle de dejlige stunder, vi har haft sammen, det varmer mit hjerte, at I har støttet op om os. Jeg håber, vi ses igen engang, men indtil videre vil jeg gå på barsel og nyde min kommende titel som mor", slutter Rikke sin afskedshilsen til kunderne.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...