LØRSLEV: Den 1. september 2016 var en glædens dag for Dorthe Lindgren i Lørslev, for denne dag blev hun selvstændig og åbnede Frisør Sida på adressen Hegnet 36.

Det var en god beslutning, hun tog for snart fire år siden.

Hun har fået en kæmpe opbakning og rigtig mange kunder. Salonen er en rigtig solstrålehistorie, og Dorthe har bevist, at det kan lade sig gøre at skabe en succesfuld forretning selv i et lille samfund som Lørslev.

Derfor kom det som et chok for Dorthe Lindgren, at Statsministeren forleden bekendtgjorde, at nu skulle alle frisører lukke deres saloner fra onsdag 18. marts klokken 10.00 for at mindske spredningen af coronavirus.

Dorthe har valgt en positiv tilgang på det, der kan blive en vanskelig tid for hende.

Hvor lang tid skal der være lukket, og hvor længe kan økonomien holde.

I et nyhedsbrev fortæller hun, at hun ser frem til et brag af en åbningsfest, når situationen tillader det.

- Frisør Sida er kommet i den situation, hvor jeg for en stund skal lukke min frisørbutik ned, for at beskytte mig selv, mine kunder og deres omgangskreds.

- Derfor er alle aftaler som allerede er sat i bogen aflyst, og der tages ikke flere ind, førend Corona igen har forladt landet.

- På et tidspunkt åbner vi igen, og til den tid håber jeg, at I som allerede havde en tid, tager kontakt og bestiller en ny tid.

- Derudover håber jeg også, at du - når du skal have rettet lokkerne igen - overvejer at ”handle lokalt”, og på den måde støtter op omkring det lokale erhvervsliv og være med til at sikre den lokale mulighed.

- Dette håber jeg, I vil gøre i forbindelse med alle de lokale små erhvervsdrivende, vi har i området. ”Samfundssind” var et ord som igen og igen blev nævnt ved dagens pressemøde, og det har vi alle i stor stil brug for. Hver for sig bliver vi stærke igen i den kommende tid, og sammen styrker vi samfundet, når vi er kommet på den anden side. Jeg håber, I alle kommer helt og sygdomsfrie igennem den næste periode, og så håber jeg, at vi alle ses igen om ikke alt for længe. TAK for Jeres støtte i forhold til min lille butik op til nu, og TAK fordi I husker mig når jeg inviterer til (gen)åbningsfest, fortæller Dorthe Lindgren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...