Strikkedesigner Lone Kjeldsen er inspireret af grafiske former og den rå, nordjyske natur

VENNEBJERG: - Det er typisk trøjer til kvinder på min alder, der ikke længere har sylfidefacon.

Sådan betegner 56-årige Lone Kjeldsen selv sit strikkedesign.

Vi befinder os i designerens værksted i Vennebjerg tæt på Lønstrup ved den vendsysselske vestkyst. Lige nu er her stille, men tre dage om ugen er værkstedet på Lågevej 42 åbent for folk med hang til strik, garn, opskrifter og snak. Eller med lyst til at prøve en af Lones mange trøjer i klassisk snit og med mange års holdbarhed.

På denne solskinsformiddag er brændeovnen ikke i brug i det cirka 30 kvadratmeter store værksted, hvor nøgne kvindeskulpturer i keramik troner i vindueskarme og på reoler og blander sig med hørgarn, fåreuld og alpaca samt trøjer til børn og især kvinder.

Lone Kjeldsen er billedkunstner og skal være færdig med skulpturerne til kommende udstillinger.

Men hun er også strikkedesigner og har med egne ord altid fingrene i et eller andet.

Gerne garn, pinde og karton, der bøjes, klippes, formes og ved hjælp af streger og folder bliver til en prototype på et stykke beklædning i miniformat.

Og ofte opstår en ide spontant, når Lone Kjeldsen sidder med karton og eksempelvis har besluttet sig for at lave en jakke med raglan.

- Hvad sker der, hvis man bukker der? Hvad nu, hvis man tilføjer en kile? Hvad sker der, hvis man laver raglan udelukkende med vendestrik og strikker ærmer uden montering kun ved hjælp af vendeteknik?

Det er blot nogle af de spørgsmål, designeren stiller sig selv, når hun med en kartontrøje i dukkestørrelse, folder, bukker og skitserer til noget brugbart.

Herfra er det med at fatte pinde og garn for at se, om ideen i det hele taget lader sig gøre.

Hvis ja, skal det hele skrives ned fra opslagning til aflukning, så også andre forstår det.

- Teknikkerne må gerne være en udfordring - uanset, om man ved første øjekast ikke forstår dem. Man skal ikke læse opskriften igennem på forhånd og tænke så meget over det, men bare strikke en pind ad gangen og opdage at aha! det kan jeg godt.

Ofte bliver det, som Lone Kjeldsen vil - selvom hun indimellem ikke er helt tilfreds med det færdige resultat.

- Jeg er generelt altid utilfreds med det, jeg laver. Synes det er grimt, og nogle gange lader jeg det ligge, lyder det fra designeren, der efter eget udsagn ikke kan vurdere, om noget er godt nok.

- Først, når jeg ser publikums reaktion, bliver jeg glad.

Positive tilkendegivelser er der mange af. Både på på Facebook og Instagram samt på Lone Kjeldsens hjemmeside, hyggestrik.dk - med både opskrifter og kit.

Men også på det internationale, elektroniske strikkeforum Ravelry ligger designerens opskrifter og samler fans fra det meste af verden.

Det var også her, redaktionen på strikkemagasinet Vouge fik øje på de finurlige detaljer i Lone Kjeldsens design.

- Det gjorde mig faktisk lidt stolt, da de mailede og bad mig designe en sweater til bladets læsere, husker Lone Kjeldsen, der sendte tre skitser og modtog garn retur til den udvalgte trøje. Som kom på forsiden af et temanummer om nordisk strik.

- Det var dog et særtilfælde, at jeg designede for andre, lyder det med bestemthed fra en, der af og til bliver opfordret til at designe den og den slags cardigan eller sweater.

Men nej.

- Jeg vil ikke levere og producere og være opskriftmager. De frie tanker skal dominere.

Og det gør de, når designeren henter inspiration i den rå, nordjyske natur og i grafiske former - gerne mønstre, der helt kan dække et design som et slags tapet.

Som den børnetrøje med får, hun strikkede for mange år siden.

- En garnbutik opfordrede mig til at lave en opskrift. Den var med på Fanø Strikkefestival, og så gik det slag i slag.

I dag har Lone Kjeldsen over 80 designs lavet til først børn, siden børnebørn. En ny babykollektion har udspring i designerens nye titel som farmor.

Og så er der altså med Lones egne ord:

- Især trøjer til os, der er gået lidt ud af facon.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...