En ikonisk hjemmebane hjalp ikke AaB's kvinder til sejr mod det nordjyske storhold

FODBOLD: Lørdag var en stor dag for nordjysk kvindefodbold.

For første gang siden 70'erne spillede AaB's kvindehold nemlig på Aalborg Stadion. Oprykkerne i Kvindeligaen tog imod storholdet Fortuna Hjørring på grønsværen, der typisk indtages af AaB's superligamandskab.

Det gav dog ikke noget rygstød til de bolchestribede kvinder, der måtte se sig besejret af Fortuna Hjørrings målfarlige teenagere. Tre ud af målene, der sikrede sejren på 4-1, blev nemlig sat ind af Emma Snerle, Sofie Lundgaard og Olivia Holdt.

Dermed er AaB fortsat uden sejre i Kvindeligaen.

FAKTA

Kampfakta

Mål: 0-1 Sofie Lundgaard (3. minut), 0-2 Oliva Holdt (25. minut), 0-3 Emma Snerle (62. minut), 1-3 Cille Holst (83. minut), 1-4 Cristina Carp (84. minut)

Dommer: Nanna Løf Mørch Andersen

AaB-startopstilling (4-4-2): Astrid Kitchen, Cille Holst, Emilie Thygesen, Laura Frank, Line Grøn - Sofie Lybæk, Mathilde Rasmussen, Gry Thrysøe, Pernille Skydstrup Pedersen - Cecilie Christensen, Caroline Kehrer

Fortuna Hjørring-startopstilling (4-4-2): Freja Thisgaard - Sara Holmgaard, Emily Garner, Victoria Bruce, Sara Thrige Andersen - Sofie Lundgaard, Karen Holmgaard, Signe Carstens, Indiah Page-Riley - Emma Snerle, Olivia Holdt

Det blev også en kamp, hvor hjemmeholdet fra første sekund blev kraftigt udfordret på både fart og fysik. Få minutter inde i kampen kom Fortuna også på tavlen efter et hårdt indledende pres.

Emma Snerle kom igennem og fandt sin holdkammerat Sofie Lundgaard, der blev spillet helt fri foran mål. Dermed kunne den 18-årige angriber bringe vendelboerne foran mod sin tidligere klub.

Få minutter senere kom hjemmeholdets Cecilie Christensen alene igennem mod Fortuna-målmand Freja Thisgaard. Men målvogteren vandt den direkte duel.

AaB-angriberen, der er lejet hos Fortuna, fik igen en fantastisk stor chance efter 19 minutter, da en bold endte ved hendes fod i feltet efter klumpspil. Men Christensen sparkede forbi målrammen.

Det var dog fortsat udeholdet, som lagde det tungeste pres gennem første halvleg. Det kastede endnu en mål af sig halvvejs inde i halvlegen, da 19-årige Oliva Holdt afsluttede fra en skarp vinkel og mod et pakket felt.

Den velplacerede afslutning formåede AaB-målvogter Astrid Kitchen ikke at stå i vejen for. Dermed stod der 0-2 på Aalborg Portland Parks måltavle, da holdene gik til pause.

I anden halvleg fortsatte Fortuna med at lægge et hårdt pres på oprykkerne og holdt hårdt påp bolden i egne rækker. Det blev blandt andet til en stor hovedstødschance til Emma Snerle, der dog blev dirigeret forbi mål.

Kort efter gjorde Snerle dog op for det. Med få meter fra mål fik hun en tilkæmpet bold sendt i fødderne, hvorefter den 19-årige resolut gjorde det til en tremålsføring.

Med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid åbnede AaB dog håbet dør lidt på klem. Fra kanten af feltet sendte Cille Holst nemlig et pragtmål højt over Freja Thisgaard og reducerede for hjemmeholdet.

Straks efter slukkede indskiftede Cristina Carp dog håbet. Fortuna-angriberen vandt en luftduel med Astrid Kitchen og sendte et hovedstød ind til udeholdets fjerde mål og sidste mål.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...