VENDSYSSEL: Kejser Larsen Band har gjort det igen. Endnu engang har det populære band med rødder i det nordjyske udgivet et nyt album. ”Stormjæger”, der er albummets navn, er bandets andet studiealbum. Det er udgivet både på CD, digitalt og på gammeldags vinyl LP.

- Ja, vi går lidt mod strømmen, når vi også udgiver albummet på vinyl, men det betyder noget for os ikke bare at udgive digitalt. Vi vil gerne give folk mulighed for at spille vores musik på gode anlæg, hvor musikken har en helt anden lyd end på digitale afspillere, fortæller bandets forsanger Christoffer Kejser Larsen.

Og i lørdags var der udendørs releasekoncert i gårdhaven på Freddys Bar i Frederikshavn. Myndighederne havde givet tilladelse til, at 100 måtte overvære koncerten mod forudbestilling af billetter. Da billetsalget blev givet fri, gik der kun få timer, og så var der udsolgt.

Det var et forventningsfuldt publikum, der havde sat sig tilrette og glædede sig til at opleve det nye album ”Stormjægere” spillet live af Kejser Larsen Band. Koncerten blev indledt med velkomst af Michael Vajhøj, der er kendt konferencier til Musik Under Trappen.

Koncerten blev en dundrende succes med en helt forrygende stemning, der blev pisket yderligere op af Christoffer Kejser Larsens anekdoter om albummets tilblivelse og fortællinger om de enkelte numre.

Foruden Christoffer Kejser Larsen, der er forsanger og spiller på mundharpe og guitar, består bandet af Mikkel Zakariasen, guitar og kor, Jens Ettrup, trommer, og Kristian Grundtvig Larsen på bas. I dagens anledning var bandet forstærket med Andreas Rosenkilde Svaneborg, tangenter og kor, samt sangerinden Freja Underbjerg Würtz.

Alle numrene fra udgivelsen blev spillet, og da publikum ikke ville give slip på det populære band, måtte de spille et stort antal ekstranumre, der meget apropos sluttede med ”Åndenød”.

Ud over live fra Freddys Bar blev koncerten også sendt direkte på Facebook, hvor den blev fulgt af 1.935 fans.

Kejser Larsen Band er også kendt fra Dansktoppen, hvor de lige nu er populære med ”Sommeren er på vej”, og til Hjørring Handel har de skrevet julesangen ”Kys i Dejlige Hjørring”, der for nylig blev omskrevet til ”Køb i Dejlige Hjørring” for at sætte gang igen i handelslivet efter coronakrisen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...