Pernille Pedersen er klar med sin 3. bog, som har titlen ”Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen”

NORDJYLLAND: Forlaget Vrejlev udgiver en ny bog om besættelsen i Nordjylland.

Efter to succesfulde udgivelser af bøgerne ”Vendsyssel under besættelsen” og ”Østjylland under besættelsen”, er Pernille Pedersen nu klar med sin 3. bog, som har titlen ”Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen”.

Den nye bog er nu på hylderne hos boghandlerne, og bogen er på 734 sider, og ligesom de første to bind, fyldt med personlige beretninger fra besættelsestiden – både officielle og højst uofficielle dokumenter, korrespondancer og beretninger, der veksler mellem breve og nedskrevne erindringer fra private arkiver. Sammen med eksempler fra illegale blade, udklip fra aviser og tidsskrifter og et omfattende lokalhistorisk billedmateriale, danner det hele grundlaget for endnu et folkeligt, historisk værk af sjældent format.

I sin nye bog fokuserer Pernille Pedersen på spændende vis om Aalborg om de mange aktiviteter i Aalborg og det sydlige Nordjylland, og det hele illustreres med en lang række billeder fra besættelsestiden. Den nye bog handler også om lufthavnen i Aalborg, som var meget vigtig for tyskerne, nedkastningerne og våbenmodtagegrupperne, samt de illegale skrifter og aviser, sabotager og schalburgtage, Hvidsten Gruppen, Churchillklubben, ledelsen i den jyske modstandsbevægelse, SOE, flugtruterne til Sverige, og Gestapos nådesløse klapjagt på modstandsfolk og civilbefolkningen. Der er også kapitler om alsang, folkestrejker og om faldne modstandsfolk og arresterede modstandsfolk, samt om danske fanger i Frøslevlejren og de tyske Kz-lejre.

Men bøgerne handler også om andet end modstandsarbejde, og det er historier om hverdagen og hændelser, i og omkring Aalborg, i besættelsesårene fra 1940-1945.

Det store flotte bind 3, ”Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen”, er ligesom bind 1 og 2, udgivet i A4 størrelse, der giver god plads til mange interessante fotos fra besættelsestiden, bl.a. fotos udlånt Inge Bente Clausen, Clausens fotoforretning i Aalborg. Billedserien på næsten 200 fotos er taget af en ukendt tysk soldat, som fik billederne fremkaldt hos Clausens Fotohandel i Aalborg. Fotohandler Clausen, tog i dybeste hemmelighed kopier til sig selv, hvilket kunne have gået gruelig galt, hvis tyskerne havde opdaget ”de ekstra fotos”. Efter færdiggørelsen af denne nye bog, er alle billederne i øvrigt afleveret på Frihedsmuseet.

Pernille Pedersens serie af bøger om besættelsestiden i Jylland, bliver i alt på 6 bind, og med forventet udgivelse af bind 4 i foråret 2021, bind 5 i foråret 2022, mens det 6. og sidste bind i rækken forventes udgivet i foråret 2023.

Bøgerne kan også købes via www.besaettelsenijylland.dk Henrik Hansen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...