Flere hundrede nordjyske foreninger er i år blevet indstillet til Nordjyske Banks Foreningspris 2019, som er en nystiftet pris,

HJØRRING: Som noget helt nyt i år har Nordjyske Bank stiftet en ny foreningspris, hvor banken hylder de tre foreninger i Nordjylland, der i løbet af det forgange år har udvist størst initiativ, bedste resultater eller skabt et positivt sammenhold i lokalområdet.

Flere end 200 foreninger, klubber og andre fællesskaber var i spil til Nordjyske Banks Foreningspris, hvor alle nordjyder har haft mulighed for at indstille en forening og afgive stemmer. Her endte i alt 20 foreninger i finalen, hvoraf de 10 med flest stemmer er valgt af nordjyderne selv.

Af de i alt tre foreninger, der løber med sejren, er Foreningen Børglum og Omegn blandt vinderne. Til Nordjyske Banks aktionærmøde i Hjørring den 2. april fik lokalforeningen således overrakt den fornemme titel og en pengepræmie på 33.333 kroner, som er en del af et samlet beløb på 100.000 kroner, der fordeles mellem hver af prisens tre vindere.

- Vi er så glade. Det betyder alt, at vi vinder prisen - det er fantastisk, lyder det fra foreningens formand, Diana Hybschmann Nielsen.

Foreningen, der har cirka 100 medlemmer, hvoraf op mod 70 er aktive, blev stiftet i 2017, og succesen kræver allerede nu en udvidelse. Derfor er visionen en tilbygning til forsamlingshuset, så den kan rumme de mange aktiviteter, der foregår. Foreningen arrangerer eksempelvis banko hver mandag, årlig affaldsindsamling, byfester og kunstudstillinger. Ifølge Diana Hybschmann Nielsen skyldes succesen blandt andet velorganiserede og selvkørende underudvalg, hvor det er interessen og lysten, der er bærende for de frivillige:

- Vi er meget sociale og arbejder sammen om tingene på tværs af generationer. Alle kan bidrage med det, de kan og vil, og vi har folk fra 1-80 år med. Ingen kan alt, men alle kan noget. Uden alle de frivillige var Børglum ingenting, fortæller Diana Hybschmann Nielsen, der glæder sig over præmien, som skal gå til udvidelsen.

I valget har dommerkomiteen blandt andet lagt vægt på den succesfulde fusion af to gamle foreninger, som tilsammen har formået at skabe aktiviteter og et styrket sammenhold i det lille lokalsamfund. Det var netop foreningens fællesskab og evne til at samle lokalområdet, der imponerede dommerkomitéen:

- Foreningen Børglum og Omegn er et mønstereksempel på, hvad der skal til for, at et lokalsamfund kan overleve og endda vækste, hvilket har imponeret hele dommerkomitéen. Det er inspirerende at se, hvordan foreningen har styrket fællesskabet i byen og skabt nye muligheder for samvær og aktiviteter for indbyggerne. Vi er stolte over at støtte foreningen og håber, at foreningen fortsat vil vokse og ikke mindst inspirere andre i Nordjylland, lyder det fra Nordjyske Banks områdedirektør i Hjørring, Henrik Aaen.

Hele Nordjyllands pris

Fælles for alle indstillede foreninger var de nordjyske rødder, og at foreningerne har udvist initiativ eller skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller i lokalområdet. Kandidaterne var meget forskellige og spændte fra gymnastik- og e-sportsforeninger over sociale tiltag, skuespil og lokalhistoriske fællesskaber.

- Generelt set har foreningerne en rigtig stor betydning for fællesskabet og sammenhængskraften i Nordjylland. Det vil vi gerne bakke op om ved at sætte fokus på det mangfoldige og værdifulde frivillige foreningsarbejde. Derfor er vi glade for at være med til at synliggøre de mange inspirerende foreninger, der findes her i landsdelen, fortsætter Henrik Aaen.

Med de tre vindere sikrer Nordjyske Bank, at præmien kommer foreningslivet til gode bredest muligt – både i forhold til geografi og indsatsområde. Derfor bestod dommerkomitéen også af nordjyder, der både er geografisk velrepræsenteret og med ekspertise inden for de kulturelle, sociale og sportslige områder.

- Foreningsprisen er hele Nordjyllands foreningspris. De mange indstillinger viser, hvordan foreningerne i Nordjylland blomstrer og skaber sammenhold og værdi i de enkelte lokalsamfund. Vi er stolte over at fortsætte bankens tradition for at støtte foreningslivet, afslutter Henrik Aaen og understreger, at foreningsprisen er kommet for at blive.

Den første vinder blev fundet på aktionærmøde i Aalborg den 29. marts, og den sidste bliver fundet på aktionærmøde i Frederikshavn den 4. april.

På www.foreningspris.dk kan du gå ind og læse mere om vinderen, og se hvem der har været indstillet til prisen.

Kriterier for prisen

- Foreningen har sit virke og sine medlemmer i Region Nordjylland

- Foreningen har sit formål indenfor det kulturelle, det sportslige, det sociale eller velgørende område

- Foreningen har det forløbne år udvist initiativ, resultater og/eller har skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller lokalområde.

Dommerkomitéen

- Anders Broholm, kultur- og fritidsudvalgsformand i Frederikshavn Kommune

- Karen Marie Hovmøller, advokat og partner hos Hovmøller & Thorup og formand for bestyrelsen i Gestus Nord

- Jette Andersen, formand for Fortuna i Hjørring

- Klaus Nielsen, pædagogmedhjælper og ildsjæl fra Dybvad

- Lars Sennels, teaterdirektør i Vendsyssel Teater i Hjørring

- Lasse Rich Henningsen, administrerende direktør i Musikkens Hus i Aalborg

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...