Birgit Eriksen
Jan Sandberg gæster Hjørring 15. november.

Når psykisk sygdom rammer familien - foredrag med Jan Sandberg

HJØRRING: Sind Hjørring inviterer til foredraget ”Når psykisk sygdom rammer i familien” i Forsamlingsbygningen, Østergade 9 Hjørring torsdag 15. november klokken 19.

Leder af Center for pårørende på Psykiatrisk Sygehus i Aalborg, Jan Sandberg, holder foredrag om de problemer der kan opstå, når der kommer psykisk sygdom i familien.

Målet er at give viden og indsigt, så psykisk syge og deres pårørende skal kunne udleve deres drømme og realisere et godt liv.

- Kernen i ethvert menneskes trivsel er et kærligt, trygt og stabilt forhold til sine nærmeste, familie, venner, pårørende og netværkspersoner, lyder det fra foredragsholderen.

- Når en person lever med en psykisk lidelse, kan livsomstændighederne og hverdagen blive forstyrret, og kampen for sammenholdet med de vigtige pårørende kan blive en særlig udfordring.

En pårørende er en, som den psykisk syge har en nær relation til, det kan være et familiemedlem, en partner eller en nær ven. Som pårørende har du en særlig rolle. Du kan støtte og hjælpe den, der står dig nær, i det omfang han/hun ønsker det.

Jan Sandberg vil fortælle om, hvordan støttende samtaleforløb kan åbne for flere forståelser, handlemuligheder og håb, når der opstår usikkerhed, forvirring, frustration og afmagt omkring et liv med en psykisk lidelse.

- Uanset din tilknytning til den psykisk syge, er du den som kender mennesket bag sygdommen og kan være med til at bevare håbet om at komme sig. Din opbakning og omsorg er også en vigtig hjælp – både under og efter en eventuel behandling.

Der bliver rig lejlighed til debat.

Foredraget er offentligt og alle er velkomne.

Allerede torsdag 8. november holder Rikke Jacobsen fra Cannabis Danmark foredrag om de problemer, der er i forbindelse med brug af cannabisprodukter som et godt medicinsk redskab.

Det foregår ligeledes i Forsamlingsbygningen, Østergade 9 Hjørring klokken 19, og Sind Hjørring er arrangør.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...