SOMMER 2020: Bilauget i Mosbjerg har nu slynget den eftertragtede forårshonning, og bierne har i år været flittige, så det blev en god høst. Bilauget har 13 bistader på Landbrugsmuseet, hvor der i hvert stade er omkring 60 - 80.000 bier, heraf er de 20.000 er trækbier. Bierne er grå honningbier af arten Carnica, der er særlig egnet til klimaet i Vendsyssel.

Efter at Laden på Landbrugsmuseet var klargjort til dagens slyngning, indsamlede Bilaugets medlemmer de modne honningtavler ude ved bistaderne. Tavlerne blev fragtet til Laden, hvor arbejdet med at presse og slynge honningen ud af honningcellerne begyndte.

Når honningen presses ud af vokstavlerne udsættes den ikke for luftens ilt og bevarer derfor duft- og smagsstofferne bedre end ved slyngning. En anden fordel ved presning er, at der frigøres omkring 10 gange så mange pollenkorn i forhold til slynget honning. Det gør, at presset honning er et smagsmæssigt andet produkt.

Flere foretrækker dog honningsmagen fra en traditionel slyngning. Inden slyngningen kan begynde skrælles først forsegningsvoksen af honningcellerne. Herefter placeres de åbne tavler i slyngen, der roteres enten med håndkraft eller motor, og honningen begynder at flyde. Restproduktet ved slyngningen er den afskrællede forseglingsvoks, der kan anvendes til flere ting som vokslys, nærende cremer til tør hud, flydende bivoks til pleje af møbler og meget andet.

Fra hvert bistade kan der høstes omkring 40 kilo om året. En forårshøst på omkring 20 - 25 kilo bestående af nektar fra raps, mælkebøtter, æbletræer, frugtbuske, mirabelle, ribs, solbær og hvidtjørn. Denne kombination gør honningen blød og mild i smagen. Sensommerhonningen slynges til museets høstdag i august måned og består af nektar fra vilde blomster, klokkelyng, blomster fra vejgrøfter, hvidkløver, lind og ahorn. Denne høst er mørkere i farven med en kraftigere smag end forårshonningen.

Under slyngningen fik Bilauget besøg af museets første gæster efter genåbningen. Det var Gurli og Ivan Gjettermann fra Rødovre. De er på campingferie i Skagen og huskede tilbage for 30 år siden, hvor de camperede på Tolne Camping og i den forbindelse besøgte Landbrugsmuseet.

- Vi var spændte på, om der stadig var aktiviteter her på Landbrugsmuseet, og det er der heldigvis. Vi har selvfølgelig benyttet lejligheden til at købe et par glas nyslynget honning med hjem. Det er også glædeligt at se, at Tolne Camping er her endnu, fortæller Ivan Gjettermann.

Foreningen ”Bilauget ved Vendsyssel Historiske Museum i Mosbjerg” har omkring 50 medlemmer, og hvert år har lauget cirka 10 kursister, der deltager i et kursusforløb, med henblik på biavl på egen parcel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...