Bandet giver koncert i Hjørring 6. marts - billetsalget er åbnet

HJØRRING: Musikforeningen ”I morgen er det jul, mor” sender Folkeklubben på scenen på Vendelbohus 6. marts.

- Folkeklubben er vel nok p.t. et af Danmarks mest populære liveband, lyder det fra Søren Jensen fra musikforeningen.

Billetsalget til koncerten begyndte 18. november via www.billetten.dk

Folkeklubben udsendte 26. oktober 2018 deres fjerde album Sort Tulipan til massive roser samt en 1. plads på albumhitlisten over samlet fysisk salg i Danmark.

- Med den nye plade er vi gået bevidst efter at udfordre det univers, som vi har cementeret på de tre forudgående plader. ”Sort Tulipan” er et forsøg på at udfordre vores identitet,” lød det fra bandet.

I 2020 vil Folkeklubben drage på en eksklusiv forårsturné rundt i landet i udvalgte byer - og Hjørring indgår altså i bandets koncertplaner.

Folkeklubbens identitet ligger i jagten på det næste smukke koncertøjeblik og dén gode sang, hvis grundelementer er Kjartan Arngrims tekster og vokal, Rasmus Dalls guitarer og Rasmus Jusjongs fornemmelse for bund, beats, kor og keys.

Folkeklubben har over de sidste syv år markeret sig som et af landets bedste og mest flittige liveorkestre. Når trioen igen stævner ud, er det med ”Sort Tulipan” i ryggen samt et imponerende bagkatalog med udgivelserne ”Nye Tider” (2013), ”Danmarksfilm” (2014) og ”Slå Flint!” (2016). Med sange som ’Fedterøv’, ’For Pengene’, ’Danmarksfilm’, ’Torben Ulrich’ samt ’Men Ikke Endnu En Vinter’, ’Flammende Hjerter’ og titelnummeret ’Sort Tulipan’ fra det nye udspil er der lagt op til et poetisk rockbrag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...