30 ny arbejdspladser kommer til byen med Biltema - der venter job-speeddating i juni

HJØRRING: Onsdag formiddag blev der taget første spadestik til Biltemas nye byggeri på Frederikshavnsvej. Og det var ikke en lille spade, der blev brugt til formålet. Borgmester Arne Boelt blev anvist plads i en entreprenørmaskine fra William Andersen & Søn, der står for al kloak-, jord-, beton- og belægningsarbejdet. Og sekunderet af administrerende direktør Jacob Borring Møller tog borgmesteren en skovfuld sand som symbol på, at byggeriet nu officielt er i gang.

For faktisk er forberedelserne til nybyggeriet allerede godt på vej.

Åbningsdagen er sat

Håndværkerne skal være færdige på adressen til september, og 3. oktober åbner Biltema Hjørring dørene for kunderne, oplyser direktør Jacob Borring Møller.

Borgmester Arne Boelt glæder sig over, at Biltema har valgt at bygge i Hjørring.

- Det betyder meget, at de store kæder ikke kun er interesseret i Aalborg , sagde borgmesteren henvendt til Biltemas direktør Jacob Borring Møller og marketingschef Jens Stig.

- Jeg tror på, at både mange mænd og kvinder vil køre til Biltema i Hjørring. Og bagefter skal de måske også lige hygge sig lidt med noget mad i Hjørring og købe ind i byens butikker. Det betyder rigtig meget for Hjørring, at få et Biltema, og vi glæder os til, I slår dørene op.

30 nye job

Jacob Borring Møller kunne fortælle, at Biltema har en plan om 20-25 varehuse i Danmark. Varehuset i Hjørring bliver nummer 13 i rækken.

- Det er naturligt, at vi kun skal ligge i de store byer. Med en placering i Hjørring bliver vi tilgængelig for alle de kunder, der bor på toppen af Danmark - så Hjørring er en naturlig placering, når vi snakker nord for Aalborg.

Biltema Hjørring bliver arbejdsplads for cirka 30 medarbejdere, og Jacob Borring Møller oplyser, at der er planlagt en rekrutteringsfase med job-speeddating i juni.

- Her kan folk møde op til få minutters præsentation, og på den måde kan vi finde dem, der er egnet til jobbene. Det har vi gode erfaring med. Vi finder nogle, som vi ikke ville have fundet med en traditionel ansøgningsrunde. Vi skal have nogen med glimt i øjet - og den personlig fremtoning, kan du altså ikke få på et stykke papir.

- Vi tager samtidig vores sociale ansvar meget alvorligt. Vi vil gerne arbejde sammen med Jobcenteret for at finde de rigtige - også nogle af dem, der af forskellige grunde ikke lige kan passe ind i et ordinært job.

Jacob Borring Møller tilføjer, at varehuschefen i Biltema Hjørring bliver rekrutteret fra egne rækker.

Lokale på banen

Biltema bygger i tæt samspil med BASE Erhverv, der har erhvervsbyggerier som spidskompetence. Fra BASE Erhverv deltog regionschef på Sjælland, Rasmus Mørk Heiberg i det første spadestik sammen med byggeleder Allan Ankerbøl, der vil arbejde på byggepladsen i Hjørring fire dage om ugen.

BASE Erhverv vil så vidt muligt entrere med lokale håndværkere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...