SKIFTEDAG: Hjørring Musiske Skole har forladt Dronningensgade og fået ny - midlertidig - base på Nordbovej

Klaverer, flygler, trommer, horn, noder og inventar blev i denne uge flyttet fra Den Musiske Skoles lokaler i Dronningensgade til Nordbovej 5 i Hjørring. Og det blev til mange flyttelæs, inden det musiske univers havde skiftet adresse.

På Nordbovej tog flyttegeneral Erik Randrup og hans team imod. Og i flere rum havde skolens musiklærere travlt med at indrette lokalerne, så de indbydende, når eleverne møder til undervisning efter sommerferien 20. august.

To år på Nordbovej

Hjørring Kommune har solgt skolens hovedkvarter på den tidligere Vestre Skole i Dronningensgade. Bygningerne skal rives ned, og der skal opføres nye boliger på matriklen. Den Musiske Skole får midlertidig base på Nordbovej i cirka to år, indtil skolen igen skal flytte - til den tid bliver det til nyopførte lokaler på grunden ved Vendsyssel Teater, hvor Sysseltinget har ligget.

Oprindeligt var bygningerne på Nordbovej motel. Kommunen har i mange år ejet bygningerne, som blandt andet har været brugt til plejehjem og døgncenter for unge. De seneste år har bygningerne stået tomme.

Et levende miljø

Kulturskolens leder Christian Larsen og lærerne går all in, når det handler om at skabe et kreativt og levende miljø i de midlertidige lokaler.

- Den Musiske Skole skal fungere her på Nordbovej. Det er vigtigt, at vi ikke betragter stedet som midlertidigt - vi skal slå os ned her. Nu er vi her, og det mindset har lærerne også, siger Christian Larsen.

- Lærerne er meget positive. Og de glæder sig til at komme i gang her, konstaterer Erik Randrup.

Erik Randrup har fået titlen som flyttegeneral. Han har været souschef på Den Musiske Skole, men er gået på pension. Han blev hyret ind til at koordinere den omfattende flytteproces, og hermed er opgaven i gode hænder. Erik Randrup er nemlig dus med skolen og skolens lærerstab, og han er i stand til at bevare det store overblik samtidig med, at han kender detaljerne.

Akustik og små lokaler

Udfordringen for musikskolen har blandt andet været at sikre god akustik i de midlertidige lokaler. Samtidig er skolen udfordret af forholdsvis små undervisningslokaler på Nordbovej. Det har været nødvendigt at vælte nogle vægge for at opnå tilstrækkeligt med plads til aktiviteterne.

- Vi lavede fem forsøgsrum, som lærerne kunne prøve af i forhold til akustikken - og så indrettede vi rummene efter lærerne tilbagemeldinger. Og vi bliver sikkert også klogere, når vi tager rummene i brug, forudser Christian Larsen.

Væk fra centrum

Den Musiske Skole er med en midlertidig placering på Nordbovej rykket væk fra centrum. Men 600 meter fra skolen er der et togstop på banen mellem Hirtshals og Hjørring - Herregårdsparken - og der er stisystem helt frem til skolen.

- Udfordringen er logistikken. Børn der kommer med tog og bus har tre gange så langt hertil, og det er selvfølgeligt lidt utrygt, når de skal et nyt sted hen, siger Christian Larsen, der forsikrer, at der vil være godt skiltet på stierne frem til skolen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...