Byens liv: De fleste trafikuheld med biler indtræffer om efteråret, fremgår det af tal fra Danmarks Statistik. Det våde underlag og bilens tilstand er nogle af årsagerne. Se hvad du skal være opmærksom på

Risikoen for at blive påkørt af en bil er størst i efteråret. Det viser en sammentælling af trafikuheld, som Applus Bilsyn har foretaget.

Tallene afspejler trafikuheld, hvor biler er involveret og dækker de seneste ti års trafikuheld opgjort af Danmarks Statistik, oplyser Applaus Bilsyn i en pressemeddelelse.

Ifølge Danmarks Statistik var personkøretøjer i årene 2010 til 2019 impliceret i tilsammen 23.658 trafikuheld. Flest af disse - 27,4 procent - fandt sted i månederne september til november, mens færrest - 21,6 procent - skete i de kolde vintermåneder fra december til og med februar. Herefter voksede hyppigheden igen i månederne marts til og med maj, 24 procent, for at stige yderligere til 26,6 procent i juni, juli og august.

Bilister sænker ikke farten

Årsagerne til en stigende frekvens af trafikulykker med biler i efteråret er flere, forklarer chef for trafiksikkerhed hos Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen. Især den ekstra nedbør spiller bilisterne et puds,

- Efteråret er udfordrende, fordi det regner, og bilisterne ikke er lige så gode til at sænke farten, som de er om vinteren, når der kommer sne og frost på vejene. Bremselængden bliver længere på grund af våd asfalt, samtidig med at sigtbarheden sænkes. Cyklister og fodgængere skal huske lys og reflekser. Så bliver det lettere for bilister at se dem, siger hun.

Tjek dækkenes tilstand

Bilens tilstand spiller også en vigtig rolle i trafiksikkerheden. Ifølge en tidligere opgørelse fra Havarikommission for Vejtrafikulykker er fejl på køretøjet en medvirkende årsag til hver femte trafikulykke. Det kan for eksempel være, hvis spejlene ikke er justeret korrekt, eller dækkene er slidte og mangler vejgreb, når behovet for netop at stå fast er størst.

- Set i det lys er det vigtigt, at man løbende vedligeholder sin bil og sørger for, at den er i stand til at køre sikkert. I og med at vejene er meget våde i efteråret, kan det være et godt tidspunkt at skifte dæk, hvis de i forvejen er slidt tynde. Vi anbefaler minimum 3 mm dækmønster. Er man i tvivl, kan det være en god idé at få undersøgt bilens tilstand og bremser, sige Paul Christensen, kvalitetschef hos Applus Bilsyn.

Så tjek i de kommende uger op på bilen og træd lidt mere varsomt på speederen. Bilkørsel er ikke lige ud af landevejen i det våde, mørke efterår.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...