Fire medlemmer - fra de 170 centre i hele landet - kan vinde 15 års medlemsskab

HJØRRING: For 15 år siden slog Fitness World for første gang dørene op og bød danskerne inden for til fitness, cardio og styrketræning. Der har været en enorm udvikling på området. I dag er fitness blevet allemandseje, og Danmarks største fitnesskæde har nu fokus på at skabe sunde vaner, fællesskab, balance og mental sundhed. De 15 år og den flotte rejse fejres nu i stor stil i Hjørring, hvor medlemmerne kan vinde et 15-års medlemskab.

Tanja Berg Jespersgaard, der er centerleder i Hjørring, står parat til at tage imod de lokale medlemmer, der ønsker at deltage i festlighederne.

- Fødselsdagsugen i Hjørring skal bruges på at sætte fokus på vores medlemmer. Vi er flyttet i nye lokaler her i Hjørring, hvorfor det er vigtigt for os, at vi skal byde vores nye medlemmer hjerteligt velkommen i de nye rammer - fødselsdagsugen er et godt tidspunkt at sætte ekstra fokus på dette. Derudover vil vi have fokus på at være til rådighed for medlemmerne og tilbyde personlig træning og hjælp, og så vil der være små forskellige aktiviteter, hvor man kan vinde præmier – blandt andet skal vi spille cardio-banko, siger centerleder i Hjørring, Tanja Berg Jespersgaard i en pressemeddelelse.

I løbet af fødselsdagsfejringen vil fire heldige medlemmer af Fitness World vinde et 15 års medlemskab til Fitness World. For at deltage skal man enten følge med i konkurrencerne inde på Fitness Worlds sociale medier eller deltage i fødselsdagsudfordringen i Fitness World app’en i løbet af uge 8 eller 9.

Særligt i Hjørring oplever centerleder Tanja Berg Jespersgaard, at medlemmerne er vilde med holdtræning:

- Hos Fitness World i Hjørring oplever vi, hvordan folk bare er vilde med holdtræning. De relationer, som skabes i holdsalen, betyder, at folk kommer tilbage uge efter uge. Selvom mange kun kender hinanden fra fitnesscentret, så er det ligesom en lille familie, når der er holdtræning på menuen. Det tegner også et klart billede af, hvordan fitness har udviklet sig over tid, hvor det er blevet en mere social aktivitet, siger Tanja Berg Jespersgaard i pressemeddelelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...