Christina Østergaard har drevet skobutik i Hjørring i 20 år

HJØRRING: Den 2. juli 1999 bragte Vendelbo Posten billede og omtale Christina Østergaard, da hun som 22-årig havde overtaget Bianco Sko i Østergade 15.

- Og jeg havde da masser af erfaring. Jeg havde stået i lære i Skoringen i Strømgade i to år og været der som hjælpepige, mens jeg tog en HF, smiler Christina.

Nu er der gået 20 år. Lokalet er stadig Christinas og det er fyldt med sko og accessories. Hun er ikke længere en del af Bianco - deres samarbejde stoppede tilbage i 2014.

Arbejdet med sko forsatte - dog med friere hænder. Og i dag er der kommet yderligere en butik og en webshop til.

- Jeg stortrives åbenbart med sko. Jeg stortrives med, at alle dage er forskellige - stortrives med at møde mange forskellige mennesker, stortrives med, at der altid er mange forskellige opgaver. Heldigvis er det jo ikke mig, som varetager alle. Jeg er så heldig, at have dedikerede piger på mit hold. Som også gerne tager en ekstra tjørn, når det er nødvendigt, siger Christina Østergaard.

Vilkårene for en forretningsdrivende har ændret sig drastisk siden Christina første gang slog dørene op til sin egen butik.

- Det er jo ikke helt det samme at drive detail butik i dag, som det var i årene omkring år 2000. Vi valgte at følge med tiden, følge med efterspørgslen og åbne webshop for 1,5 år siden.

- Jeg tror på, at vores vækst i de kommende år kommer fra webshoppen. Vi sender flere og flere pakker afsted. Til hele Danmark.

- Vi har også mange hjørringensere, som lige har været inde og kigge på webshoppen, og så kommer ind for at se og mærke varen rigtigt - hvilket jo er dejligt. Det betyder, at vores eksistensgrundlag for at drive fysiske butikker bliver styrket og stadig er en vigtig del. Og jeg tror bestemt, at der er plads til begge dele nu og i fremtiden.

Jubilæet i butikken fejrer Christina fredag 28. juni med kage, bobler og øl smagning. Alle er velkommen forbi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...