Ny chef for FGU Vendsyssel flytter snart til landsdelen

VENDSYSSEL: De unge, der ikke er klar til gymnasiet eller en erhvervsuddannelse får nu mulighed for at finde deres rette hylde gennem FGU - Forberedende Grunduddannelse.

- Det skulle blandt andet gøre det mere overskueligt for alle, siger nyansat leder for FGU Vendsyssel, Karen Marie Schytter.

Hun har travlt, for den nye fælles institution for Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Læsø Kommuner skal være klar til at tage imod nye elever fra hele Vendsyssel til august.

Meget af undervisningen kommer til at foregå på de nuværende produktionsskoler i kommunerne, og så skal der nogle steder findes nye lokaler til den undervisning, der hidtil er foregået på VUC

Et FGU-forløb kan maksimalt vare i to år - og det er rettet mod elever, der afslutter folkeskolen, men som ikke umiddelbart er uddannelsesparate, og som derfor skal have ekstra støtte og mulighed for at snuse til forskellige fagretninger, så de bedre kan finde den uddannelse eller det job, der giver mening for dem.

- Det afgørende nye bliver, at vi nu kan samle og kombinere de almene fag med de praktiske erhvervsrettede fag. Vi skal også have et tættere samarbejde med erhvervslivet, som forhåbentlig også synes, at det bliver mere overskueligt, siger 58-årige Karen Marie Schytter, der snart rykker teltpælene op i Bjerringbro i Midtjylland, og sammen med sin mand, der pensioneret, bosætter sig parrets sommerhus syd for Sæby.

FGU er sat i søen over hele landet for at flere unge kommer med og får en uddannelse eller et job.

De nuværende 70 ansatte på produktionsskoler og VUC’errne, der i dag dag arbejder med unge i aldersgruppen 15 til 25 år, bliver flyttet med over i den nye organisation, der venter at få i alt 450 elever i de fire kommuner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...