Børn og voksne var samlet om stort kunst-projekt ved Odden Møllesø

HJØRRING: Efter lange forberedelser og med mange frivilliges hjælp var der i lørdags åbning af den store udstilling ”Mit indre barn” på Herregården Odden i Mygdal.

Vejret viste sig fra den smukkeste side. På plænen under det store valnøddetræ uden for Odden var der dækket flotte borde med lette, lækre retter – bl.a. masser af jordbær og chokolade. Mange af de skolebørn fra 4. og 5. klasser fra omegnens skoler, der havde været med til at fremstille figurer af de badende børn, mødte frem med forældre og søskende, hvor de som VIP-personer gik på den røde løber, der var rullet ud på Oddens plæne.

Nøgne, lokale modeller

Efter velkomst ved kunstner Johnny Haugaard nød gæsterne de spændende delikatesser, og derefter begav hele flokken sig i samlet flok mod ”Barndommens sti” ned mod Odden Møllesø, hvor de syv figurer af badende børn var opstillet.

Undervejs på Barndommens sti kunne publikum standse op ved store plancher med livshistorier fra de syv mennesker, som i begyndelsen af juni havde ladet sig fotografere nøgne sammen med figurerne af de badende børn – nemlig som de børn, som nu var blevet voksne/gamle, men som alle havde deres indre barn i behold.

Langs stien var der også udstillet alle de små figurer af badende børn, som hvert af børnene havde fremstillet i samarbejde med Johnny Haugaard, da han var på besøg på deres skoler, nemlig Bjergby-Mygdal, Horne-Asdal, Hirtshals og Sindal.

Mange af børnene fik nu taget billeder af sig selv sammen med deres ”barn”.

Taler med tak

Nede ved Møllesøen var der taler af ildsjælen bag projektet, Johnny Haugaard, formanden for Fæstebondeforeningen ved Herregården Odden, Agnes Pilgaard, samt formanden for Fondsbestyrelsen, Estrid Mark. Fra alle sider lød der en stor tak for det kæmpe arbejde, som mange forskellige frivillige havde lagt i arbejdet, og der var glæde over det smukke resultat. Ligeledes var der en tak til forskellige sponsorer, blandt andre Hjørring Kommune.

Modeller bespist

De voksne modeller blev hædret for deres mod og fik hver overrakt en lang plakat med billedet af de ”badende børn”.

Aftenen forinden var modellerne sammen med et par sponsorer også blevet forkælet med en ”kunstmiddag” med en fem-retters menu inde på Odden. Johnny Haugaards evner som kreativ kunstner gælder også madlavningskunst, så med hjælp fra syv ”fæstebønder” fik gæsterne en kulinarisk oplevelse, som de sikkert sent vil glemme.

Sang ved søen

I anledning af projektet er der komponeret en sang, som blev fremført af sangerinden Methe Danefeldt, ledsaget af Morten Husted på guitar, og på omkvædet sang børnene med, idet de havde fået sangen tilsendt på forhånd, så de kunne øve sig på den.

Samme dag holdt Mygdal Borgerforening sommerfest på sportspladsen i Mygdal, og mange af deltagerne der deltog også i åbningen af ”Barndommens sti”. Alt i alt var der mellem 150 og 200 mennesker, der bidrog til den festlige dag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...