Lyngby Mølle byder op til dans med bandet Hoop

HJØRRING: Lyngby Mølle byder lørdag 7. marts til bal og tarteletter - og ligesom tarteletterne er af den gode gamle slags, så er musikken det også.

Det fortæller værtsparret Anja og Poul Raunsmed, der nu har taget hul på deres fjerde sæson på Lyngby Mølle

Til festen 7. marts har de entreret med det legendariske danseband Hoop.

Hoop er et af Danmarks ældste danseorkester – hele 37 år har HOOP spillet op til dans og fester i hele landet.

For Anja og Poul Raunsmed er drømmen at gøre Lyngby Mølle til Vendsyssels nye fest og dansested for de unge på fyrre.

De seneste tre sæsoner har der været afholdt bal en gang om måneden og hver eneste gang er mellem 70 og 180 danseglade gæster mødt op for at feste, som nu unge på fyrre evner det.

Menuen er forholdsvis simpel.

Når der er bal serveres der tarteletter ad libitum og æblekage.

På Lyngby Mølle er fjerkræ noget af det der er mest på menuen.

Værtsparret Anja og Poul Raunsmed driver også Raunsmed Fjerkræfarm med eget fjerkræslagteri.

Så de dejlige hønsekødsfyldte tarteletter er lavet fra egen gård, og kan næsten ikke være mere lokalt.

Årligt serveres der mere end 15.000 tarteletter på Lyngby Mølle og dermed lever værtsparret fuldt op til deres eget slogan : ” Nogen tar det tungt – andre ”tar de letter”.

Skulle man få lyst til en gang tarteletter og bal med HOOP, så er der få pladser endnu.

De kan bestilles via billetsalg.dk.

Næste gang der afholdes bal og tarteletter er påskelørdag, hvor Safari Band spiller op til bal.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...