Publikum var med på noderne - og alle sangteksterne - da den kendte stjerne indtog scenen til jubilæumskoncert på Vendelbohus

HJØRRING: Birthe Kjær, netop rundet 70 år og med 50 år i underholdningens tjeneste, var fredag aften i topform, da hun gik på scenen på Vendelbohus i Hjørring.
Aftenen forinden havde hun givet jubilæumskoncert i Aalborg Kongres og Kulturcenter, og nu var hendes fans klar til at tage imod og synge med, da hun gik på scenen i Vendsyssel.
Jubilæumskoncerten var et tilløbsstykke, og arrangøren, Sparevent, har længe meldt om udsolgt hus til aftenen.
På plads på forreste række i salen var blandt andet medlemmer af Birthe Kjærs fanklub med formand Martin Rosander Løkke i Spidsen. Formanden bor i Hjørring, og har etableret og kørt landets fanklub i 30 år.
- Jeg har et helt museum med hendes sager - jeg har blandt andet kjolen fra Grand Prix i 1989 og nogle andre kjoler, fortalte Martin, der blev fan af Birthe som 20-årig.
- Det er jo stort, at Birthe kommer til Hjørring med sin jubilæumskoncert. Og jeg er spændt på at se, hvad hun byder på - om hun stadig er lige så energisk, som hun plejer at være, smilede Martin, inden Birthe Kjær gik på scenen.
- Jeg ved, at hun er på toppen som aldrig før. Det her bliver det største show, hun nogensinde har lavet, og der kommer masser af overraskelser, forsikrede Martin Rosander Løkke inden mørket sænkede sig i salen. Og Birthe Kjærs stemme og glad musik fyldt hver en øregang og hver en kringelkrog i den gamle teatersal.
Dennis Olesen fra Børglum sad også klar til at give Birthe Kjær en varm velkomst.
- Hun gør en glad og i godt humør. Hun smiler med stemmen, sagde Dennis, der har været fan af Birthe Kjær, siden han var fem år.
- Og hun spillede til min 30 års fødselsdage. Det var rigtig fedt.
Og gæsterne fik hvad de kom for, nemlig en festaften med en i sandhed veloplagt stjerne.
Og som NORDJYSKES Mediers anmelder skrev fra koncerten i Aalborg, kom Birthe Kjær godt rundt i et "aldeles imponerende, rummeligt repertoire, båret af en stadig umådelig flot stemme, elegance, sikker stil og god smag."
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...