Hvem kender det ikke? Man ringer op til et firma og telefonsvareren fortæller: Du har nu følgende muligheder. Tast 1 for... osv.

Men sådan er det ikke helt, når man ringer til Rørbæk Biler i Hjørring. Her overraskes man inde i taste-remsen af: "For Søren Rørbæk, tast fire".

Med andre ord direkte adgang til ejeren og direktøren uden nogen form for omstilling. En sjældenhed af den positive slags og samtidig meget sigende om manden bag det kendte bilfirma Rørbæk Biler med afdelinger i Hjørring og Frederikshavn.

God kontakt til kunderne ligger 56-årige Søren Rørbæk stærkt på sinde, og at han har forstået at udnytte det, vidner dels en flot udvikling af hans forretninger med salg af nye Hyundai og brugte biler om og dels det forhold, at han i fjor faktisk blev kåret som Europas bedste Hyundai-forhandler!

Og nu udvikles og styrkes firmaet yderligere. 27-årige Daniel Rørbæk, der som bilmand for længst er kørt i faderens hjulspor, er indtrådt som medejer samtidig med, at den hidtidige medejer og daglige leder af forretningen i Frederikshavn, Poul Jensen, er udtrådt.

- Vi er nu et 100 procent familiedrevet firma, forklarer Daniel Rørbæk, der står i spidsen for Frederikshavn-afdelingen.

Han er uddannet biløkonom og har senest været salgschef hos RAF Motors i Horsens, Danmarks største autoriserede Hyundai-forhandler.

Rørbæk Biler i Hjørring og Frederikshavn vil som hidtil fungere som to selvstændige afdelinger - men med udvidet samdrift. Man vil bl. a. udnytte de muligheder, der ligger i at kunne placere de forskellige biler enten i den ene eller anden forretning, nemlig ud fra behov, efterspørgsel og praktiske forhold m.m.

Med Daniel Rørbæks indtræden som medejer bliver der sat yderligere fokus på virksomhedens brugtbil-salg:

- Planen er, at vi som minimum skal have 200 brugte biler på lager i de to forretninger mod hidtil omkring 150, fortæller Daniel Rørbæk, der i øvrigt går i faderens fodspor, når det gælder den direkte kontakt via telefonen: "For Daniel Rørbæk, tryk..."

FAKTA:

Rørbæk Biler med afdelinger på Vandværksvej 8 i Hjørring og Skagensvej 109 i Frederikshavn blev etableret i 1988 af Søren Rørbæk. Firmaet beskæftiger i dag godt 30 medarbejdere.

Som en af de allerførste i Danmark fik Hjørring-forretningen i 1992 forhandling af det koreanske mærke Hyundai.

I 1993 åbnede Søren Rørbæk en afdeling i Frederikshavn.

Forretningerne er udvidet og moderniseret over flere omgange, senest i 2012 med ny moderne butik i Hjørring samt en større Hyundai opdatering af inventar i 2017

Udover de nye Hyundai biler sælger Rørbæk Biler brugte biler og satser nu på et fremtidigt lager på omkring 200.

Søren Rørbæk opnåede i fjor at få tildelt titlen som Europas bedste forhandler.

Et åbent hus arrangement i weekenden 19. og 20. august markerer ændringerne i Rørbæk Biler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...