Alkymistens Laboratorium er en sanseudstilling af billedkunstner Cecilia Westerberg.

Omvisning foregår 11. november på Vendsyssel Kunstmuseum

HJØRRING: Hvad gemmer en alkymist i sine skuffer? Hvilke planter kan bruges som medicin? Hvad er farvepigmenter lavet af? Det og meget mere finder I ud af, når Vendsyssel Kunstmuseum søndag den 11. november kl. 14 byder indenfor til familieomvisning i Alkymistens Laboratorium. Her vil billedskolelærer Sassi Bischoff gennem leg, dialog og kreative opgaver tage jer med på opdagelse i efterårets store særudstilling.
- Alkymistens Laboratorium er en sanseudstilling af billedkunstner Cecilia Westerberg. Den består af fire individuelle men samhørige rum, hvor I opfordres til at opdage, lede og til selv at skabe.
I Wunderkammeret kan I f.eks. gå på opdagelse i Alkymistens samling af sten og forhistoriske dyr (som gerne må berøres), eller skabe jeres egne fantasidyr med den store flipbog. I Herbariet - plantelaboratoriet - kan I opleve en samling af såvel spiselige som medicinske og giftige planter og sætte jer ved aktivitetsbordet og tegne jeres egne yndlings(fantasi?)blomster. Herfra går turen videre ind i Farvelaboratoriet, hvor I finder et væld af farver - herunder farverne Drageblod og Lapis Lazuli, verdens dyreste farve. Sætter I jer ind i det store skab, kan I høre lydhistorier om et udvalg af farverne. Det fjerde og sidste rum er et transformationsrum, et stort skyggespil, som er i konstant forandring, og som I i høj grad selv er med til at præge; ved at interagere med skyggerne på væggene, bliver I en del af kunstværket. I rummet finder I rekvisitter, som I kan bruge til at skabe jeres egne skyggebilleder, lyder det fra museet.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...