Café Venligbo inviterer til harmonika og sang

HJØRRING: søndag den 5. august har Café Venligbo i Hjørring lavet et arrangement, hvor der skal synges gode og populære sange skrevet af Kai Normann Andersen.
Hvem husker ikke sange som "Titte til hinanden", "Gå med i lunden", "Undskyld hr., må jeg byde Dem et kirsebær" eller "Den allersidste dans" for blot at nævne nogle af de dejlige sange fra Kai Normann Andersen sangkatalog, som der skal synges fra i caféen.
Til at guide de fremmødte gennem de skønne sange vil Jørn Dahl Christensen spille på sin harmonika. Jørn har spillet siden han var barn og spiller bl.a. i "Visens venner" og til folkedans. Der findes vist ikke den melodi, Jørn ikke kan spille til. Til at synge for kommer nogle af pigerne fra sygehuskoret Pi’rne. Arrangementet starter som sædvanlig kl. 15,00 og fortsætter en times tid kun afbrudt af en pause til kaffe og te. Der vil som altid blive afsluttet med "Jeg ved en lærkerede", hvorefter selskabet forhåbentlig kan skilles i godt humør og en glad sangoplevelse rigere.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...